En århundrede gammel byggeskik

Danmarks ældste, med sikkerhed daterede, bindingsværkhus blev opført i Kirkestræde i Køge i 1527. Det er stadig i brug og er nu en del af Køge Bibliotek. Der er imidlertid al mulig grund til at antage, at de første bindingsværhuse er blevet bygget væsentlig tidligere.

I det sydlige Tyskland i Esslingen am Neckar har man dateret en bygning til 1262/63.

I slutningen af 1800-tallet ophørte nyopførelse af bindingsværkshuse stort set.

Et bindingsværkshus bliver til

Bygningen af et bindingsværkshus startede på tømmerpladsen. Her skulle alt tømmeret til huset "afbindes". Dvs. at det blev tilhugget og tilpasset, så alle de dele, der udgjorde huset, passede ind i hinanden. Det foretrukne tømmer til byggeriet var eg. Tilhugningen blev udført med en kortskaftet, bredbladet økse, en såkaldt bredbil.

Tømmermærker

Det tildannede tømmer passede kun ét sted i konstruktionen. For at gøre rejsningen af huset lettere, blev alle samlingssteder forsynet med et mærke, et tømmermærke, så man hurtigt kunne se, hvor de enkelte dele passede ind i konstruktionen.

Huset rejses

Herefter fragtedes alle husets enkeltdele hen til det sted, hvor bygningen skulle opføres. Inden huset blev rejst, skulle det have et fundament, "syld" at stå på. Sylden blev lavet af almindelige sten i passende størrelse og form. Der blev ikke brugt noget bindemiddel mellem stenene, så de skulle udlægges omhyggeligt.

Tømmeret kunne herefter uden yderligere tilpasning samles til det skelet, der udgjorde huset.

Tømmersamlinger

De enkelte dele blev bladet eller tappet sammen og holdt på plads af trænagler. Der blev ikke brugt hverken søm, skruer eller lim.

Der er mange variationer af blad- og tapsamlinger. Hvilken samling, der blev anvendt, beroede på hvor i huset de skulle bruges.

En af de meget anvendte varianter af tapsamling er den såkaldte gennemstikning eller gennemstukne samling. Ofte blev den beskyttet og pyntet med en knægt.

Nogle fagudtryk

Nogle af de mest brugte udtryk for bindingsværkets enkelte dele fremgår af nedenstående illustration. Den viser 2 fag af et hus med ét stokværk (etage).

Man kunne godt angive et hus' længde i længdemål, men det mest almindelige var i fag. F.eks en bygning på 15 fag. Et fag var ikke et entydigt mål. Det kunne variere fra egn til egn og fra hus til hus. Et omtrentlig gennemsnit er på 150 cm.

Tavl

Tavlene, mellemrummene mellem tømmeret, kunne være lerklinede, men det mest almindelige i byerne var mursten.

Disse kunne lægges i flotte og fantasifulde mønstre. I det samme hus kunne mønstrene godt variere fra tavl til tavl.

Stokværk og udkragninger

Et hus i flere stokværk kunne være konstrueret som nedenstående tegning. Mellem 1. og 2. stokværk ses en udkragning. Den opstår ved at lade tømmeret, der hviler på remmene ud mod gaden, være længere end 1. stokværks bredde. Oven på dette ligger overgangsfoden, hvorpå 2. stokværks stolper og dokker er stillet. For at understøtte konstruktionen er der på alle stolper lige under udkragningen opsat knægte.

Dette konstruktionsprincip gentages oppe under taget.

Der kunne bygges huse i flere end 2 stokværk, men det var ikke særlig almindeligt. Købmandsgårdene i byerne var almindeligvis i 2 stokværk.

Knægte

Knægtene på et hus kunne ud over at være en del af den bærende konstruktion også gøres til genstand for udsmykning. Deres form og udsmykning kunne variere fra landsdel til landsdel, følge tidens stilart og naturligvis også den enkelte bygherres smag og behag og økonomiske formåen. De rigest udsmykkede knægte var veritable billedskærerarbejder.

Fyldholter

Fyldholterne havde ikke noget konstruktionsmæssigt formål, men var ren udsmykning. Disse kunne også, som det er tilfældet med knægtene, være rigt udskårne. På billederne herunder er fyldholterne placeret lige under overgangsfoden mellem de udstikkende bjælkeender.

Svalegang

Bindingsværkshusets konstruktion gjorde det naturligt, at alle husets rum lå ved siden af hinanden uden nogen fordelingsgang. Det betød at skulle man fra et rum der lå ved den ene gavlside til rummet ved den anden gavlside skulle man igennem alle de mellemliggende stuer. I mange tilfælde kunne det være ret upraktisk. I en bygning med kun ét stokværk kunne problemet løses med flere døre i grundniveau. Det var en mulighed, der ikke rigtigt kunne bruges i 2. stokværk. Til afhjælpning af problemet introduceres svalegangen i renæssancens byggeri. Lod man tagudhænget være stort nok kunne man oven i købet være i ly for nedbør.

Der er også en bagside

Som det fremgår af tegningen med de 2 stokværk, er der ingen udkragninger, knægte og fyldholter på husets gårdside. Det vigtigste var, at huset var præsentabelt ud mod gaden. Bagsiden var ikke så vigtig, så man sparede ofte udgiften til udsmykninger på gårdsiden.

Uddød byggeskik og dog

I slutningen af 1800-tallet ophørte nybygning af bindingsværkshuse stort set. Det grundliggende princip i bygningen, et bærende skelet i træ, lever imidlertid i bedste velgående. Rigtig mange sommerhuse her i landet er bygget på den måde, men i stedet for at udfylde tavlene med f.eks. mursten er beklædningen lagt uden på tømmeret.

Restaurering af bindingsværk

Mange bindingsværksbygninger har i deres levetid undergået forandringer. Løsholter er blevet flyttet for at give plads til større vinduer. Dele af tømmeret kunne være angrebet af råd eller svamp, og i stedet for at udbedre skaderne, har man valgt at fjerne dele af bygningen. Det har været tilfældet med flere af de aarhusbygninger, der er genopført i Den Gamle By.

Bygningsarkæologi

I arbejdet med at føre en bygning tilbage til det udseende og den konstruktion det havde ved nybygningen anvendes bygningsarkæologi.Det er en undersøgelsesmetode, der bl.a. omfatter: opmålingsteknikker, stilhistorie, datidens byggematerialer og bygningsmetoder, inspektion af tømmeret(f.eks. tømmermærker), dendrokronologi og malingsanalyser.

Litteratur og links