I bogen Aarhus under Besættelsen fra 1945 kan læses om denne hændelse: Personalet ved Statens Civile Luftværnstjeste blev ofte forulempet af danskere i tysk tjeneste. På et møde om dette udbrød Renner med pludselig heftighed og i truende holdning:

„Jeg kan benytte denne Lejlighed til at meddele, at jeg under ingen Omstændigheder længere vil finde mig i den sjofle Holdning, Deres Landsmænd i Kommunens Ejendom i Mejlgade 4 (der benyttes som husvildebolig) udviser overfor vore Folk. De danske Kvindfolk hænger ud af Vinduerne og raaber paa forsmædende Maade til Vagtposterne, og naar der er Luftalarm, klapper navnlig de kvindelige Beboere begejstret i Hænderne til de engelske Flyvere og raaber paa engelsk til hinanden og provokerer derfor ustandseligt mine dansktalende Vagtfolk til Handling. Jeg har i Dag givet Ordre til, at enhver, der raaber fra Vinduerne i Mejlgade 4, vil blive skudt, ligesom der vil blive skudt gennem de aabne Vinduer deroppe. Jeg har givet Vagterne Ordre til at foretage en voldsom Aktion mod disse asociale Individer, og en skønne Dag rømmer jeg ganske simpelt Huset, lader det overfladisk istandsætte og rengøre og belægger det med mine Folk, hvis jeg ikke sprænger Huset i Luften og sender Folkene i Koncentrationslejr."

Rudolf Georg Konrad Renner var Gestapochef i Aarhus fra 20. november 1944 til krigens afslutning. Han havde allerede i 1935 meldt sig under Gestapos faner, og efter forskellige udstationeringer blev han afløser for byens netop afdøde Gestapochef Schwitzgebel, der omkom ved englændernes bombardement i oktober af Gestapos hovedkvarter på universitetet.

Større mandskab

Da Renner tiltrådte sin nye kommando, rådede han over et mandskab på lidt over 100 mand — mere end dobbelt så stort som under Schwitzgebel.

Tyskerne må have fundet det vigtigt at demonstrere, at luftangrebet ikke havde sat Gestapo ud af spillet.

”Samarbejdets” mand

Renner var ved sin tiltræden meget forskellig fra den sataniske Schwitzgebel. Han udviste tilsyneladende samarbejdsvillighed med byrådet og havde held med at vinde en vis forståelse. Hans holdning skiftede dog hurtigt til voldsom råhed, drab og tortur, når det gjaldt modstandsfolkene.

Renner var, ligesom det tyske hovedkvarter i København, under voldsomt pres på grund af den tiltagende opløsning og desperation, som var ved at indfinde sig hos besættelsesmagten, samtidig med, at modstandsbevægelsen i Aarhus i begyndelsen af 1945 var i gang med en klapjagt på Gestapos og SS’s danske medløbere.

Renner stod desuden med et demoraliseret mandskab, hvor disciplinen var på et tvivlsomt niveau. I december 1944 udstedte Renner alkoholforbud over for nogle af sine folk, der i fuldskab var kommet op at slås indbyrdes.

Alkoholiker

Den aarhusianske gestapochef var dog ikke selv noget godt forbillede, hvad afholdenhed angik. Efter krigen kom det frem, at han var en drukkenbolt, hvilket havde haft indflydelse på hans dømmekraft og evne til at lede tjenestestedet.

Årsagen til hans personlige deroute i foråret 1945 kunne skyldes foruroligende efterretninger om, at hans kone og fire børn var blevet taget til fange af de fremrykkende russere.

Byrådsfuldmægtig i Aarhus, Keld Jarde — kommunens mellemmand ved forhandlinger med besættelsesmagten og Gestapo — fortæller, at Renner med tiden ændrede personlighed fra at være den høfligt tilbageholdende til at blive opfarende, kort for hovedet og komme med alvorlige trusler om repressalier, hvis ikke kommunen rettede ind efter hans krav.

Telefonbomben på Hotel Royal

Der gik ikke længe, før Kriminalrat Renner viste sin sande holdning i Aarhus på en måde, der vakte opsigt. Her beskrives et enkelt tilfælde:

Den 2. december 1944 skulle et større antal højtstående tyske officerer overnatte på Hotel Royal, blandt andre admiral Wormback og den “højere” Pancke, der var den højeste politimyndighed i Danmark.

Det var på det tidspunkt, hvor “telefonbomberne” ofte blev anvendt, og det var næsten oplagt, at modstandsbevægelsen så det som en fristende lejlighed til at skabe ravage — en chance, der ikke måtte gå ubenyttet hen. Derfor fik Hotel Royal en anonym telefonisk meddelelse om, at hotellet ville blive bombet i løbet af natten.

Renners reaktion var forbløffende. Han sendte det tyske politi sammen med danske medløbere ud for at arrestere en række af byens borgere — først og fremmest borgmester Stecher Christensen, der dog var bortrejst. En række andre kendte borgere og politikere blev arresteret.

De arresterede anede intet om baggrunden for anholdelsen og blev først ved ankomsten til hotellet informeret om, at de var taget som gidsler. De blev anbragt under politibevogtning på umagelige stole og på hotellets trapper og fik hverken vådt eller tørt.

Først om morgenen blev de ufrivillige “hotelgæster” løsladt.

”Skærpede forhør” = tortur

Renner blev hård og nærede et voldsomt had til fangerne. Modstandsfolk, som faldt i Renners hænder, fik et helt andet indtryk af den tilsyneladende stilfærdige Gestapochef. De blev udsat for tortur — de såkaldte “skærpede forhør” — der i løbet af foråret 1945 blev en almindelig del af afhøringerne.

Efter krigen blev Renner dømt for at have godkendt og selv deltaget i disse forhør.

Endvidere støttede Renner Petergruppens gengældelsesaktioner i Aarhus med forslag til terrormål, forsyninger af beslaglagt sabotagemateriale, våben, husly og ikke mindst med mandskab.

Renner beordrede ligeledes sine folk til at begå en række clearingdrab som repressalier for de likvideringer, modstandsbevægelsen havde foretaget på Gestapos danske medløbere.

Befrielsen og flugten til Tyskland

Natten til den 5. maj 1945 fik Renner ordre fra København om at rømme hovedkvarteret i Mejlgade. Det skete i en hovedkulds flugt, hvor han og de tyske politifolk skulle blande sig med de mange hundrede værnemagtssoldater, som befandt sig i byen.

Han fik udleveret falsk pas og marineuniform, og det lykkedes ham at nå til Flensborg, hvor han fik falske hjemsendelsespapirer, med hvilke han overgav sig til de britiske myndigheder.

Dommen i Danmark

Renner blev løsladt af englænderne i februar 1946, men arresteret igen i maj og udleveret til Danmark.

I september 1948 blev han idømt livstidsfængsel for krigsforbrydelser og for adskillige tilfælde af tortur og drab. Han ankede dommen, som blev ændret til 20 års fængsel.

Renner blev benådet og udvist fra Danmark i 1953.

Han fik ansættelse som sikkerhedschef hos et stort tekstilfirma.

I 1956 blev han ved en afnazificeringsdomstol idømt en bøde på 10.000 DM.

Rudolf Renner afgik ved døden 14. juli 1981.

Kilder:

Aarhus under Besættelsen. 1945

Søren Tange Rasmussens artikel: "Nærmest som et vrag" i På Førerens ordre: Hitlers mænd i Danmark 1933-1945. 2025

NB: De 2 bind "På Førerens ordre" indeholder biografiske portrætter af 64 embedsmænd, rigstyskere, politi- og SS-folk samt værnemagtsofficerer, der før og under 2. verdenskrig repræsenterede Det tredje Rige i Danmark.

Det var Statens Civile Luftværn, der stod bag CB - Det Civile Beredskab. Der var allerede fastsat regler for, at Indenrigsministeriet kunne indkalde ca. 20.000 værnepligtige til civilbeskyttelse - de såkaldte CB-pligtige, og dagen efter besættelsen blev der indkaldt i alt 6.000 af disse CB-pligtige til tjeneste hos politiet.

De værnepligtige skulle i begyndelsen hjælpe politiet med at kontrollere, at besættelsesmagtens krav om mørklægning blev overholdt. De skulle også bistå den lokale luftværnskommando med en lang række andre funktioner, som det fremgår nederst på siden.

En af Civilbeskyttelsestjenesten vigtigste afdelinger var Udrykningskolonne (CBU). Den ydede bl.a. stor hjælp til oprydningen efter de voldsomme bombardementer i Aarhus centrum i februar 1945, begået af Peter Gruppen.

Hvad angik Luftværnskontoret eller Luftmeldetjenesten var denne spredt ud over Danmark. En af luftmeldeposterne var placeret ved Aarhus Rådhus.

Tjenesten blev aldrig officielt aktiveret under krigen, men blev en del af luftmeldetjenesten og endte med aktivt at hjælpe modstandsbevægelsen, bl.a. gruppen 5. kolonne efter 1943. På Aarhus Raadhus blev kælderen anvendt til træning, opbevaring af våben og produktion af illegale blade.

Senere var tjenesten også med til at få de danske fanger hjem fra Tyskland efter krigen.

I 1949 blev CBU omdannet til Civilforsvarskorpset, som i 1993 blev afløst af Beredskabsstyrelsen.

Lige overfor nr. 7 i Mejlgade i nr. 8 (Skolebakken 9) ligger en bygning, der dengang ejedes af Aarhus Kommune. Her havde CB. politi til huse fra 1943.

CBs tjenester:

CB – St.C.L (Statens Civile Luftværn).

CB – Politi (Polititjeneste).

CB – Brand (Brandtjeneste).

CB – Sanitet (Sanitetstjenesten).

CB – Tekn. (Teknisk Tjeneste).

CB – Gastj. (Gasbeskyttelse Tjenesten).

CB – Rydning (Rydningstjenesten).

CB – Soc. (Socialtjenesten).

CBU (Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner).

I nr. 59 i Mejlgade lå en stor fornem bygning ved hjørnet af Nørreport (Nørrebrogade) nr. 9 -11.

Matriklen har en lang historie som købmandsgård og senere som Ormslevs brændevinsfabrik fra begyndelsen af 1880erne til den brændte ned ved en voldsom brand i 1901. Stuehuset mod gaden blev reddet. Da denne bygning blev revet ned i begyndelsen af 1960erne havde flere små industrier og garageanlæg adresse her. Nedrivningen skete i forbindelse med gennemførelsen af Nørreport-projektet, hvor den sydlige husrække i den smalle adgangsvej til havnen, Nørrebrogade/Nørreport, blev revet ned.

Bygningen er et eksempel på en lokation, der er forsvundet fra bybilledet efter Besættelsen. Stedet har en lidt pudsig, men tidsmæssigt interessant lille historie om dagligdagen i krigens sidste tid.

Fra 23. oktober 1944 tilbød ”Mørkelodserne” deres tjeneste med at følge folk hjem om aftenen eller om natten. Det kostede 2 kroner i timer før midnat og det dobbelte efter midnat - og da med 2 personer. Der var nu større risiko for overfald, nu hvor politiet var blevet arresteret og sendt til tysk koncentrationslejr. (1 krone i 1944 svarer til ca. 25 kr. i 2026)

Efter kort tid på adressen Mejlgade 59 flyttede Mørkelodserne til hjørnet Paradisgade 2/Studsgade 17 sammen med Aarhus Lynbude (P. H. Rasmussens Budcentral).

Tilsvarende ”lodsninger” fandtes også i andre større byer. ”Lodserne” bar et hvidt armbind med bogstaverne CV (Civilt Vagtværn).

På det sammensatte billede herunder ses den oprindelige bygning nr. 59. Bag den ses gavlen nuværende Mejlgade 57 og Nørreport med Letbanen, der nu fører forbi.

Den første laugsloge under Det Danske Frimurerlaug blev oprettet i København. Den 28. maj 1920 stiftede en gruppe frimurere den næste laugsloge i Aarhus. Janus Vesta er derfor den næstældste loge i Det Danske Frimurerlaug, og kunne fejre 100 års jubilæum i 2020 Den første tid efter indvielsen i 1920 var der meget stor aktivitet i logen i Aarhus, og der blev holdt ikke mindre end 52 logemøder det første år. Efter 2 års virke havde logen optaget over 130 medlemmer fra forskellige dele af Jylland.

I 1943 hed det Graven 4- 6 og logen hed Good Templar Samfundet.

Ejendommen blev opført i 1907 af afholdsorganisationen "The International Order of Good Templars" (IOGT), som holdt til i huset i mange år, og som også havde en restaurant på første sal tilknyttet, først under navnet "IOGTs Afholdsrestaurant" og fra 1925 "Betania". I bygningen lå også en apostolsk kirke. I perioden 1969-1981 var ejendommen ejet af musikforlaget Edition Wilhelm Hansen der indrettede et kulturhus i bygningen.

Samsing-Gruppen havde forinden sabotagen i Kaløgade været optaget af mindre aktioner. Nu skulle den have operejsning ved en større Aktion mod Seest's Maskinfabrik Natten til den 6. December 1943.

Salomon Hansen beretter i bogen Jydske Sabotører:

Sabotørerne kom ind i Virksomheden over Tagene fra Kaløgade og lagde deres Bomber rundt i Virksomheden. Under Eksplosionen skete der det, at Bomberne sprang med et ualmindelig stort Mellemrum, saaledes at Brandmændene under Sluk-ningen arbejdede mellem springende Bomber og det var jo ikke Hensigten med Sabotagen.

Heldigvis skete der ikke Brandmændene noget alvorligere, end at et Par Brandmænd blev fejet ned af et Tag ved Lufttrykket fra en af Eksplosionerne. Det er umuligt i Dag at give nogen fyldestgørende Forklaring paa den paafaldende Maade, Eksplosionerne skete paa, medmindre de 4 Bomber, der først sprang under selve Branden, i første Omgang har forsaget alle 4 og først, efter at den 5. Bombe har tændt Branden, er bragt til at eksplodere ved Varmen fra Ilden.

Meget sandsynlig er denne Forklaring ikke; men den synes at være den eneste, der passer paa Aktionens Fakta. Iøvrigt var Aktionen ved Seest ved at bringe Myndig-hederne og Befolkningen til Randen af Panik et Øjeblik.

Der spredte sig under Branden det Rygte, at der i Tomterne laa to Tromler fulde af Benzin, som hvert Øjeblik kunde eksplodere og anrette Ulykker. Politiet turde ingen Risiko tage, men evakuerede i Rutebiler Beboerne baade i Raadmand Liisbergsgade og Kaløgade til Politistationen foreløbig for en Nat. 2 Tromler Benzin i December 1943 lød noget voldsomt selv hos et Firma, der arbejdede for tyskerne.

Deltagerne var Villy Samsing, Frode Sørensen og Richard Skov, hvis navne ses på hulkortet

Fabrikkens historie

I 1891 etablerede L. Andersen i et jernstøberi og maskinfabrik i Mejlgade 81 ved hjørnet af den senere anlagte Kaløgade (1904). Virksomheden var kendt som et af landets fineste klokkestøberier. Ejendommen nedbrændte sammen med en del andre ejendomme i 1899. Virksomheden etablerede sig derefter på et areal bag Liisbergs spritfabrik ved den nyanlagte Kaløgade (nr. 5-7).

I 1904 ændrede fabrikken navn til M. Seest Maskinfabrik, og omdannet til et aktieselskab i 1906. I midten af 1970erne flyttede virksomheden til Hasselager.

Firmaet gik konkurs i 1980, men dele af virksomheden blev formentlig opkøbt og drevet videre under Seest-brandet.

Bygningerne blev overtaget af Arkitektskolen i Aarhus.

Den lave bygning på Kaløgade 3-5 er tegnet af arkitekten Wilhelm Theiland Klemann.

Kilder:

Salomon Hansen: Jydske sabotører s32.

https://historiskatlas.dk/@56.1628657,10.2136803,17z?th!modstandskamp

https://aarhuswiki.dk/wiki/Seest%27s_Maskinfabrik

Aarhus Autolager fortsatte virksomheden i Nørreport indtil ca 1962, hvor det flyttede til Vester Ringgade.

Frandsens Karosserifabrik forsatte til ca. 1964, hvorkommunen overtog matriklen og Arkitektskolen blev bygget.

Jens Lillelunds Rejsegruppe var aktiv i Aarhus i august og september 1944.

Lillelund var i begyndelsen af Besættelsen aktiv i København.

Da den tyske aktion mod de danske jøder satte ind i oktober 1943, var han stærkt involveret i hjælpearbejdet.

Han deltog i enkelte sabotager, men han var ikke den fødte sabotør. Derfor koncentrerede han sig om planlægning og organisering.

Den 9. december 1943 blev Lillelund angivet af sin logivært, Hedvig Delbo, men han undslap.

Han forsøgte kort efter at likvidere hende, men hun overlevede attentatet. Han blev stærkt eftersøgt af Gestapo, og kort før jul flygtede han til Sverige.

I august 1944 var han tilbage i Danmark, hvor han på opfordring af faldskærmschefen Flemming Muus rejste til Jylland for at organisere rejsegrupper i sabotage.

En særlig aktiv rejsegruppe med base i Aarhus foretog sabotager i en stor del af Jylland.

Niels Kristian Madsen 1924 - 2009

Gik under dæknavnet Frederik. Hans modstandsarbejde startede i 1942 og var med til at starte det illegale blad, Budstikken, modtog våben, kurertjeneste og sabotage. Han flygtede i 1944 til Sverige og kom hjem med Den danske Brigade

Han fortælller i Pernille Pedersens Østjylland under Besættelsen. 2018:

"Gennem en lærekammerat fik jeg instruktion i sprængstoffer, og han forventede at komme i gang med sabotagevirksomhed med det samme. Instruktionen skete på et loftsværelse om morgenen, inden han skulle møde på sin læreplads som elektriker."

Kort tid efter erfarede han, at hans instruktør var arresteret, men der gik nogle måneder uden der skete noget. Ventetiden for ham var lang.

Herefter kom han i kontakt med Toldstrups folk.

Han fortæller, at han i januar 1944 selv prøvede at blande noget "der kunne knalde", men det resulterede i et længere hospitalsophold med tab af to fingerled og et ødelagt ansigt.

Niels Kristian Madsen: https://modstand.natmus.dk/Person.aspx?32842

Werner Clausen 1924 - ?

Han gik under dæknavnet: Sofus

Han deltog i sabotage fra 1943 til december til 1944, hvor han rejste til Sverige og indgik i Den danske brigade og vendte hjem den 5.5.1945

Han deltog i minerydning ved Vestkystet i sommeren 1945. Han blev uddannet maskinarbejder og fik arbejde på DSBs Centyralværksted i Aarhus. Efter krigen boede han i Dansgade 4-6 i Kongsvang.

Werner Clausen: https://modstand.natmus.dk/Person.aspx?97622

Kaj Christensen 1923 - 2010

Han gik under dæknavnene Kaj, Sorte Kaj, Kaj Harder og blev leder af Rejsegruppen i Aarhus.

Efter krigen kom han på Officersskole og blev i 1946 sekondløjtnant, men trak sig fra militæret i 1948 på grund af en skade i forbindelse med en sabotageaktion og blev assurandør.

Kaj Christensen: https://modstand.natmus.dk/Person.aspx?75628

Steen Lykkeberg beretter i sin bog:

- Og så kom turen til mig.

Jeg reagerede omgående, sprang af cyklen, langede den første Gestapomand, der forsøgte at stoppe mig, en knytnæve i ansigtet og løb og løb over mod teatret. Til venstre mellem kirken og teatret var der en bod af en slags, hvor der var sort af mennesker. Kunne jeg bare komme derhen og gemme mig, har det nok summet i mit hoved."

Gestapofolkene fik dog fat i ham. Lykkeberg bar rundt på et bundt nøgler, som han må gøre rede for:

"Og nu sad jeg her med nøglerne. Gudskelov kontrollerede de ikke, om det passede med nøglerne hos fru Esbensen (Hans værtinde). En af nøglerne var til Willy Andersen lagerrum i Nørreport".

Kunstmaleren Emil Gregersen, der var formand for DKU har en lignende beretning om Willy Andersen:

I april 1944 blev en stak illegale blade i sidste øjeblik fjernet fra en kælder i Kildegården nr. 1. Det skete mens Gestapo ransagede repræsentant Jørgen Nielsens stuelejlighed. Han var netop blevet arresteret på Strandvejen. De illegale blade blev anbragt på et loftsværelse hos Willy Andersen.

Så troede Emil Gregersen, at bladene nu lå sikkert og godt. Han beretter:

”Men næste dag, mens vi opholdt os i stueetagen, kom Gestapo og slæbte alt væk fra værelset”

”Det tyske sikkerhedspoliti har været her. Pas godt på, skattebørn, vi kommer igen. Hilsen SS”.

Fordelingen af »Århus Ekko« gik lynhurtigt. Så snart bladene var trykt - gerne i 500-1000 eksemplarer - blev de hæftet i det ene hjørne, talt op i bundter til afdelingerne og arbejdspladserne, 10 stk. til den, 50 stk. til den osv. Så blev de pakket ind og kørt til Willys lagerplads i Nørreport i en kuffert og derfra videre - gerne på cykel eller med sporvogn.

Kilder:

Århus under Besættelsen s244

Pedersen Østjylland under Besættelsen s50

Da modstandsbevægelsen endeligt i september 1944 havde fået klarhed over over Grethe Bartrams dobbeltspil efter Gestapos mange arrestationer tre måneder tidligere, blev hun den 12.12.1944 om aftenen sat i stævne ud for gartnerforretningen på Østboulevarden.

Efter at være blevet tiltalt og bekræftet kodeordet, blev hun skudt i nakken med et enkelt skud med en 6,35 mm revolver af kunstmaleren Emil Gregersen, der straks flygtede derfra.

Revolveren viste sig at være for lille. Hun overlevede og blev indlagt på lazarettet på Aarhus Kommunehospital. Kuglen var prellet af på hovedskallen og blot banet en stribe op ad baghovedet.

Da hun var kommet sig, virkede hun resten af krigen som cellestikker for Gestapo på Staldgården i Kolding.

Restaurant ”Rico”

Grethe Bartram var kommet tilbage til byen efter at være sendt til København af Fritjof Palm fra DKP, der dengang endnu troede på hendes uskyld. Gestapo lod hende arrestere på restaurant "Rico" på Bruunsbro den 24. oktober for netop at foregribe en likvidering. Hun blev indsat i Frøslev, men Gestapo ønskede hende tilbage. Hun skrev 1. december til DKP for at blive renset, og hun fik hurtigt et svar med tid og sted for mødet.

Der findes en righoldig litteratur om Grethe Bartram

Under krigen var kunstmaler Emil Gregersen et aktivt og meget eftersøgt medlem af modstandsbevægelsen. Han kendte Grethe Bartram gennem den lille kommunistiske kunstnerkreds "Ung Kunst", der havde fået lov til at leje lokaler på Finsensgades Skole og kunstmalerskolen Salertz i Guldsmedgade, hvor hun havde siddet model.

Han boede i mange år på Hamphøjvej 20 i Højbjerg.

Indtrykkene fra krigen kom til at præge hans malerier fra begyndelsen af 1950erne, hvor han malede en række ekspressive figurbilleder.

I 1961 udførte han en farvemæssigt meget kompleks foldeskærm i metal til Bruun og Sørensens bygning på Åboulevarden i Aarhus.

I 1965 satte han dristige farver på Hotel Lakolk på Rømø, og i 1982 i Musikhusets store sal i Aarhus skruede han sin farveskala op i en lys og festlig kolorit og gav salen en smuk og enestående karakter.

Han har desuden udført en lang række farvesætninger og udsmykninger til arkitektfirmaet Friis & Moltkes bygninger, bl.a. Skjoldhøj Kirke i Aarhus i 1985.

Kilder:

https://udmedkunsten.ikast-brande.dk/kunstvaerker/keramisk-relief/