Du er her:  Forsiden >  Artikler >  Jubilæumshuset         Søg på sitet:
Jubilæumshuset Artikel    Gå til artikel-oversigten.
Jubilæumshuset.
Jubilæumshuset ligger på hjørnet Strandvejen/Dalgas Avenue.
Villaen blev bygget i anledning af Aarhus købstads 500 års jubilæum i 1941 som et eksempel på tidens typiske, danske hus.
Jubilæumshuset
Huset ligger på hjørnet ved Strandvejen og Dalgas Avenue, men har den officielle adresse Dalgas Avenue 59.

Arkitektens tegning af huset.
Det blev bygget i anledning af Aarhus købstads 500 års jubilæum i 1941 som det typiske danske hus fra den tid. Det skulle som modsætning til det nye Rådhus, der viste det monumentale i nutidens byggeri, repræsentere det ypperste udtryk for, hvad arkitektur, håndværk og industri kunne præstere på villabyggeriets område.
Aarhus Permanente Udstilling
Bag ideen stod Aarhus Permanente Udstilling, der blev dannet i 1931 for at give byggeinteresserede et let overblik over nyhederne inden for byggebranchen.
Sammenslutningen fik i 1940 ideen om at bygge en såkaldt jubilæumsvilla. Foreningen havde i en årrække til huse i Århus Kunstbygning i J. M. Mørks Gade på Bispetoften.
Arkitektkonkurrence
Aarhus Byråd stillede gratis en særdeles velbeliggende grund til rådighed, og der blev udskrevet en konkurrence mellem de arkitekter, der var tilsluttet de foreninger, der stod som ejere af Aarhus Permanente Udstilling.
19 arkitekter deltog i konkurrencen. Det blev arkitekt Alfred Mogensen, der vandt, og i 1941 begyndte opførelsen, der blev finansieret af de byggende håndværksmestre og materialeleverandører.
Lodsedler
Ligesom Landsudstillingens villaer fra 1909 skulle Jubilæumshuset bortloddes. Salget blev startet i sommeren 1941.
Lodsedlerne kostede 2 kroner stykket, og Dronning Alexandrine købte selv et lod, da hun i august besøgte huset.
Husets indretning
Huset blev placeret på grundens højeste sted. Husets værelser var alle orienteret mod haven.
Rummene var placeret i et plan med udgang til haven, men soveafsnittet var hævet 1 meter over terrænet.
En vinterhave adskilte opholdsstuen og haven.
Mellem soveværelserne og spisestuen var anbragt en ”legestue” for børn.
Huset havde et pigeværelse med egen indgang fra køkkengården.
Møbleringen blev overladt til Magasin du Nord. For samtiden var det usædvanligt med den åbne forbindelse mellem stuerne.
Huset havde garage og kælder.

Jubilæumshusets grundplan.
Håndstrøgne mursten
Villaen er opført i gule håndstrøgne mursten med lyse fuger. Soklen på mure og hegnsmure er udført med mørkebrune hårdtbrændte klinker.
Taget blev belagt med mørkebrune vingetagsten.
Gulvene var udført i bøge- og egeparket.
Haven
Arkitekten havde lagt vægt på at forbinde den uopdelte have med huset og terrassen med solbeskinnede siddepladser ved husfremspring og langs hegnsmure, der afskærmede haven ud mod vejene.
Det moderne parcelhus har sine aner i 1940'ernes arkitektur.

Jubilæumshuset set fra Dalgas Avenue. Foto fra 2011.
Dyrere end beregnet
Dommerkomiteen havde tidligt fornemmelsen af, at projektet ville blive dyrere end beregningerne på grund af tidens usikre priser.
Alfred Mogensens projekt var blandt de dyreste, men blev valgt på grund af dets nye grundlæggende ideer, især hovedrummenes placering i forhold til verdenshjørnerne og den enestående udsigt.

Fotocollage lavet i anledning af rejsegildet 17. april 1941.
Husleje til 1500 kr. om året
Huset kom til at koste 72.000 (2010: 1.5 millioner kroner), men gevinsten udgjorde ikke hele dette beløb. Den heldige vinder skulle selv overtage en prioritetsgæld på 22.000 kr.
Mange spurgte dengang sig selv - og med rette - om vinderen overhovedet ville have råd til at bo i huset, for prioriteten skulle forrentes, og der skulle endvidere betales skatter.
Det ville ifølge en avis give en husleje på 1500 kroner om året. (2010: ca. 32.000 kroner).
Til sammenligning kostede et standardhus i et rækkehusbyggeri i Risvangen ved Marienlund 19.000 kroner med en udbetaling på 1000 (2010: 21.000 kroner). Det blev til en årlig udgift på cirka 900 kroner.
Den ”heldige” vinder mente ikke, at have råd til at bo i huset og solgte sit lod.
Det endte med, at tømmerhandler Gregers Petersen, der havde leveret byggematerialerne, overtog huset. Ejendomsvurderingen var på 58.000 kroner.
I 1950 blev villaen solgt for 115.000 kr. (ejendomsvurdering 65.000 kr.).
I 1990 skiftede villaen igen ejer og købt for 1,15 million kroner.
En senere ejer har tilføjet en veranda.
Litteratur
Aarhus Permanente Udstilling :
Jubilæumsbogen og Jubilæumshusets Konkurrence
Aarhus 1941
Links
Prisberegner
Omrergner beløb fra 1900 og fremefter til nutidskroner.
©