Retur: brug browserens tilbageknap - eller klik her

RETUR

Digtet er forfattet af en ukendt kunstner. Originalen var håndskrevet. De linier, der på
grund af tidens tand ikke kunne tydes, er markeret med "-----------------".
En curieus Tildragelse i Aarhuus
Findes i Lützovii haandskrevne Miscellanea under følgende Titel:
Samson Redivivus (Den igien oplevede Samson)
eller
Minde-Riim om Aarhuus Minde-Port da den høiædle og velbaarne Herre Hr. Christian
Sehested til Nistelgaard og Ravnholt, Ridder, Kongl. Majestæts Geheimeraad og
Ober-Secretair i det Tydske Cancellie, ankom til Aarhuus Minde-Port, d. 3de Julii
1712, og fandt den tillukket. (Indledningen gaaer ud paa en Beskrivelse over Aarhuses Opkomst fra et Fiskerleie af
– men der ville vi lade Forfatteren strax gaae til Texten.) Jeg vil den nærmest Vei til Skanderborrig tage
Og steenig Brogers Port jeg ikke kan fordrage,
Jeg faaer at vende om, ad Mindeporten gaae,
Thi der er Veien god, og let at fare paa.
Maaskee jeg noget Nyt der og kan faae at høre;
Paa Kudsken skyndte jeg, at han flux skulle kiøre,
Det skete saa og strax, da kiørte vi vor Vei,
Men ei ret langt, før os kom for en selsom Rei.

Thi da vi noget nær til Minde-Porten komme,
Os syntes Byens Folk var kaldet did ved Tromme,
Saa stor en Folke-Hob jeg neppe forhen saae,
Og midt iblandt dem En paa Jorden halvdød laae.
Den Ene sagde: See! hvor stakket er hans Aande,
Den Anden sagde: han er stedt i Dødsens Vaande,
Den Tredje sagde: nei, han døer ei denne Gang,
Dog holdt! see! det var vist hans sidste Aandefang.

Strax En kom løbende, han stønnede og blæste,
Af Løbets Hastighed han som en Gasse hvæste,
Han bød de Andre flux tilside vige hen,
Han vilde skaffe den Halvdøde Liv igien.
Han havde Dyvelsdrek og andre flere Vare,
Paa Apotheket kiøbt, af dem, som holdes rare,
Han smurte for og bag, og derfra ventede,
Livs-Vinde, Duft og Tegn, at skulle snarlig skee.

Det varede kun kort, før han sin Aande trækket,
Dog Lugten var ei sund, thi Kræfterne var’ svækket,
Hvorfore nogle Faa de meente han var død,
----------------------------------------------------
Men Andre sagde; at det havde ingen Fare,
------------------------------------------------------
Han lugted’ frisk endnu, og skulde snart staae op,
Fremstille sig for dem med Sener Been og krop.

Dernæst begyndte han at gispe og at gabe,
I al sin Adfærd lig en Afrikanisk Abe,
Han hulkede og græd, omsider talte han,
Og spurgte: hvor han var? paa hvilket Sted og Land?
Om Byen stod endnu? og saadant andet mere,
Som giøres ei behov her Alt at recitere,
Men Folket bade ham at give sig til Taal,
Og ei forkorte saa sit Levnets Tid og Maal.

Saa bare de ham ind og udi Sengen lagde,
I midlertid kom En, til hvilken man da sagde:
Min Ven! hvor er det fat? hvad var det for en Mand?
Hvad skader ham? hvad er hans Function og Stand?
Vor Portner – sagde han – det var, som laae på Jorden,
Af stor Forskrekkelse nedslagen, som af Torden,
Da han fra Kirken kom, og Minde-Porten saae
For Alle og Enhver paa vide Væg at staae.

Thi da han den forlod, og hen til Kirken iled’
Han lukked’ Laasen i, og inden Skindet smiled’
Han var forsikkret, at den holdte digt og fast,
Saa ingen skulde den opdirke i en Hast.
Han giemte Nøglen vel, og meente ingenlunde,
At nogen Anden var, som Porten aabne kunde,
Men at den vist blev lukt, til Prækenen var endt
Dog, see, hvor snart blev ei Forhaabningsbladet vendt;

Thi strax en Herre kom, høit sat i Stand og Ære,
Som man paa Brystet saae sin Ordens-Stierne bære;
Paa Torvet tages han imod med Reverenz,
Som ogsaa billigen tilkom hans Excellenz;
Hans Reise faldt derpaa igiennem Byens Porte,
Men da han kom herhid, Bom-Slutteren var borte,
Og Porten sluttet til, saa tæt, at ei en Hund
Sig kunde gnave ud med bidske Tand og Mund.

Saa blive hist og her Lakeierne udsendte
Som skulle Portneren opsøge og indhente;
De gjorde deres Flid, men det var alt omsonst,
Hvorfor de tænkte, her maa bruges anden Konst.
De vilde Porten ei til mindste Skade røre,
Ei hugge den itu, ei heller sønderkiøre;
Thi Herren var saa from, at han det ei tillod,
Hvoraf jeg slutte kan, at han er eiegod.

Han kunde have sagt: Mit Ærinde presserer,
Jeg her for Byens Port ei længere tarderer,
Jeg maae til Kongen hen, hug kun med Øxen til,
Og Kongens Nøgel brug, jeg det forsvare vil.
For genereus han var til saadant at bedrive.
---------------------------------------------------
---------------------------------------------------
Men Tienerne de gik og tænkte ikkun paa,
Hvorledes Porten de bedst kunde aabnet faae.

Omsider kaste de derhen et agtsom Øie,
De see og see igien, besee den ganske nøie,
De finde strax på Raad, dem fattes kun en Stang,
At løfte Porten fra sædvanlig Hængsel-Gang.
Men her var ingen Stang, et Stykke Fiæl dem rækkes,
Og saa begynde de med Porten digt at trækkes,
Med Fiælen løfte de, og lægge Styrke til,
Og da var først at see et usædvanligt Spil.

De løfte Porten op af Stablerne og sætter
Den til en Side hen, uskadt veed jeg ei retter!
Derpaa gik de til Vogns, og kiørte deres Kaas,
Og Porten aabned stod, var dog tillukt i Laas.
Da Kirketienesten nu havde Ende taget,
Og Posekigeren graahærdet og bedaget,
Kom hiem, og vidste ei, hvad før passeret var,
Anstillede han sig, ret som en gammel Nar.

Nu saae han op i Sky, nu atter ned for Fode,
Nu stirred’ han paa dem, som næst hos hannem stode,
Nu strax begyndte han med Graad og Jammersang,
At spaae bedrøvelig om Byens Undergang.
Især han hørtes, sin Nativitet at stille,
Og disputere med enhver Bekymrings-Grille,
Der pandestødte ham, o Vi og Vok den Port,
Har voldt at efterdags jeg agtes ikke stort.

Nu har jeg standen her en Consumtions-Betiente,
I tyve samfuld’ Aar skarpsynet som en Glente,
Den mindste Pose mig ei kommen er forbi,
At jo min Næse strax paa Timen var deri.
Kom Bonden kiørende og vilde ind i Byen,
Jeg raabte saa det klang, og hvinede i Skyen;
Hold, hør, hvad hedder du, hør Jeppe, Las og Ras!
Hold stille med din Vogn! hold flux din Lurifas!

Toldrullen lyder saa, du skal i Porten holde,
Imens jeg seer, om du har noget fortolde;
Han strax tog Hatten af den Guds uskyldig Kløer,
Og sagde: Faer i Mag, Hr. Posen-Inspecteur.
Kom lusse og til torvs med Kiltebaand omgiørtet,
Jeg tænkte strax, hun har vel Noget under Skjørtet,
Som skal fortoldes, jeg mig ogsaa føelte for,
Men blev saa mangengang afviist med slette Kaar.

Hun banded’ beed og slog, hun raabte, lad mig være;
Thi ellers skal jeg dig en Tremulant forære
Paa Fleskehuset, saa du spøtte skal herud,
En Tand af Munden, om du meer dig giør til Knud.
Hvad har din Slubbert her paa mine Knæ at tage?
Leed bag i Vognen, der du finder Pandekage;
Der ligger en Snees Æg, hvoraf en Skilling gaaer
Til Told, der har du den, du ikke mere faaer.

Gud veed, det er vel haardt, at visitere Poser,
Som udi tusind Tal indrenter spodske Gloser.
Her giælder Patienz, thi Brødet er dog kiert,
Hvad skal man giøre naar man ei har andet lært?
Men ak! Gud bedre mig! Naar Kirken ligger øde,
Hvad nytter Præsten da? Naar Faarene er døde,
Saa sættes hyrden af; har Byen ingen Port,
Saa vil det følge paa: Min Tieneste er giort.
Mit Pose-Kigger-Amt staar nu i største Fare,
Hvad skal jeg gribe til? Hvad skal jeg stymper svare
Min Hosbond? for jeg ei har passet bedre paa,
I Byen Ingen at sligt Indpas skulde faae
-----------------------------------------------



Kilde: Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, I, 1820, s. 243-47.

Omtalt i arkivar Peder Jensens artikel: Tolderstien der blev borte. Århus Stifts Årbog 1970.