Hvor lå gården? Marcus Bechs gård lå i Badstuegade tæt på Store- og Lilletorv. En renæssancegård fra 1593
I 1593 byggede Powel Pirsen en stor og imponerende bindingsværksgård i Badstuegade. Powel Pirsen, eller Povl Pedersen Skriver var købmand, rådmand, kannik og skriver. Han døde i 1607. Marcus Bechs gård i Badstuegade. Postkort fra beg. af 1900-tallet. Gården var 22 fag (ca. 38 m.) lang og 2 stokværk høj. Træværket var af svært egetømmer, der sagtens kunne bære de mængder af varer, en driftig købmandsgård måtte oplagre. Gården som den ser ud i dag i Den Gamle By. Typisk for renæssancens byggeri er de volutformede knægte, der understøtter de bjælkeender, hvorpå bygningens udkragning hviler. De er pyntet med udskårne akantusblade i tidens stil.
Bemærk også de udskårede profiler på undersiden af knægten. Porthammeren
I porthammeren (det vandret liggende tømmer lige over portåbningen) blev der skåret et citat fra Salmernes Bog (25, 1-2) efterfulgt af bygherrens navn, bomærker og byggeåret. Citatet lyder:

EFTHER DEG HERRE FORLENGIS MEG MIN GUD IEG FORHOBIS TIL DEG LAD MEG ALDRIG BLIVE BESKIEMIT

I nyere bibeloversættelse lyder inskriptionen:

Jeg længes efter dig, Herre, jeg stoler på dig, min Gud. Lad mig ikke blive til skamme.

Udsnit af porthammeren Svalegang
Danmarks ældste hængende svale eller svalegang, befinder sig på bygningens gårdside. Hængende betyder, at den ikke er understøttet af bjælker, der hviler på jorden, men kun bæres af selve bygningen. Marcus Bechs gård med svalegangen. Svalegange introduceredes i renæssancens byggeri og blev benyttet som adgangs- og forbindelsesgang mellem rummene på 2. stokværk.
Ordet "svale" går tilbage til et gammelt nordisk ord, der betyder 'bjælke' – det samme der går igen i "svelle" som i "jernbanesvelle". Oprindeligt to gårde
Ifølge J. R. Hübertz, historiker og praktiserende læge i Aarhus, har den enestående renæssancegård oprindelig bestået af to gårde, der befandt sig nord for den gamle Borgport.
Han giver ikke et bud på, hvornår de to gårde blev lagt sammen, men en af byens tidlige borgmestre (1540-1557) Knud Galthen ejede den ene del af gårdkomplekset. Maleri af ukendt kunstner. Ca. 1640. Den hvide markering viser gårdens placering. En gård i forfald
Gården havde allerede længe været i forfald, da den i 1915 blev revet ned for at give plads til det nuværende ”Borgporten” og torvet, Pustervig, mellem Volden og Badstuegade. Marcus Bechs Gård bredte sig over et større areal end dens bygningsmæssige afløser, Borgporten fra 1915. Fare for sammenstyrtning
Købmandsgårdens bindingsværksmure var efter mere end 300 år på opfyld, gødning og affald efterhånden så skæve, at der var overhængende fare for en sammenstyrtning. De skæve mure blev efterhånden kun holdt oprejste ved hjælp af afstivninger. Råd og svamp i tømmeret
Den Gamle By fik overdraget 10 fag af den store købmandsgårds 22 fag, da gårdens sidste ejer selv ønskede at genbruge materialer fra de øvrige fag.
Da han senere skulle anvende tømmeret, viste det sig, at der på grund af forkert opbevaring var gået råd og svamp i træet. Opbevaret på Fredens Torv
Den Gamle By havde i mellemtiden opbevaret tømmeret på Fredens Torv 12 hos købmand Louis Hammerich, der var medlem og kasserer i museets bestyrelse.
Dette tømmer havde ikke taget skade, men noget var dog gået tabt, og en del af længens bagside måtte suppleres med nyt tømmer. Den nuværende port stammer ikke fra Marcus Bechs Gård, men er det eneste, der er tilbage af Købmand Rasmus Mallings gård i Dynkarken, som H. C. Andersen
besøgte i 1853. Genopført under Besættelsen
Det var kun 10 af de oprindelige 22 fag, der blev genopført. Det skete i årene 1941-46. Det gik ikke så hurtigt med indsamlingen af de nødvendige penge til genrejsningen, men byrådet trådte til og bevilgede ekstraordinært 30.000 kroner. Det var halvdelen af det beløb, der skulle til, for at genrejsningen kunne komme i gang.

Ændret udseende
Bygningen er ikke ført tilbage til den skikkelse, den havde ved sin opførelse.
De gamle gårde fra Renæssancen har i tidernes løb selvsagt ændret udseende i overensstemmelse med stilformernes skiften og vekslende ejeres smag og økonomisk formåen.
Den Gamle Bys arkitekter har besluttet at vise, hvorledes en husejer i Empiretiden (ca.1800-40) ville modernisere en ældre bygning.
Bl. a. er renæssancevinduerne med de små glaspartier blevet udskiftet med vinduer med større glas af en bedre kvalitet. Knægte med akantusblade. Bemnærk den profilerede fyldholt mellen de udstikkende bjælkeender. Endnu en Borgmestergård
Den imponerende gård har i tidens løb været i mange prominente personers besiddelse, blandt andre Ditlev Eggers, der efter tjeneste som fuldmægtig for stiftsamtsmanden, blev borgmester i 1726. En post han havde frem til sin død i 1735. Eggers rykkede op fra viceborgmester til borgmester på stiftamtmandens forlangende for at slutte interne stridigheder i magistraten mellem købmændene Buchtrup og Basballe. Læs mere om retssagen her og i Anna Thestrup: "Eligerede borgere i Aarhus".
Den Gamle By er således i besiddelse af to borgmestergårde. Snells Gaard
Andre købmænd fik ejerskab af den store gård som den rige Anders Michelsen, hvis enke solgte gården videre til købmand Johannes Thomsen Schnell eller Snell (1747-1801).
Hans søn Sti Mygind Snell (1797-1823), ligeledes købmand, overtog gården efter faderen. Da kendes gården som Snells Gaard. Blandet forretning
Sti Snell dør blot 26 år gammel. I hans ejerskab benyttes det store gårdkompleks til andet end blot en blandet landhandel.
De øverste etager af gården bliver i hans tid brugt som udlejning til ”honette familier”, kortvarige og centrale lejemål under f. eks. Skt. Olufsmarkederne, og med kost og logi til skoledisciple. En matador rykker ind
I 1828 blev den store ejendom erhvervet af Marcus Galthen Bech (1795-1863). Han havde skaffet sig en uddannelse som købmand, da han allerede i 1821 - efter at have løst borgerbrev – lejede sig ind i ”den Snellske Gaard” i Badstuegade.
Her kom han til at drive en mangesidig og driftig virksomhed, og allerede nogle få år efter starten består hans husstand af 13 personer. Marcus Bech var købmand, skibsreder og kradsuldsfabrikant, men han kunne også smykke sig med titler som kaptajn i borgervæbningen og medlem af borgerrepræsentationen 1843-48. Købmand med papir- og kludehandel
Gården var allerede på det tidspunkt mærket af sin alder, men det forhindrede ikke Marcus Bech i at udbygge sine aktiviteter. Der blev solgt rigtig meget papir i hans købmandsforretning.
Det var papir fra den anerkendte Strandmøllens Papirfabrik ved København.
Datidens fine papir blev fremstillet af brugte linned- og bomuldsklude, der blev findelt og stampet i møller. I de omkringliggende byer og gårde opkøbte Marcus Bech klude og videresolgte dem til papirproduktion.
Uldkludene i det brugte linned blev i første omgang kasseret, men i 1827 begyndte han at lade kludene opkradse.
Den opkradsede uld blev eksporteret til England, hvor den blev brugt til gulvtæpper og madrasser. Egenproduktion og design
Der blev en stigende efterspørgsel på kradsulden, og Marcus Bech begyndte at indsamle både linned og uld til en nyindrettet kradsuldsfabrik i den veltjente ejendom mellem Badstuegade og Volden.
Denne produktion, hvis teknik han havde lært under en rejse i USA, blev en succes, og den kom til at sprænge rammerne i gården. Gårdparti. Marcus Bechs gård. Foto ca. 1890. Importforbud, hestemølle og outsourcing
Opkradsningen skete ved hjælp af en opkradsningsmaskine, som han selv havde udviklet, da han ikke kunne få lov til at importere en fra England. Maskinen blev i begyndelsen drevet af en mølle, der blev trukket af heste i gården i Badstuegade.
Da virksomheden voksede, og hestemøllen ikke længere kunne følge med, lejede Marcus Bech i 1831 den forfaldne Thors Mølle ved Skambækken af H.P. Ingerslev, der ejede Marselisborgskovene med dens fire møller.
Han rev møllen ned, byggede en ny og fik installeret to maskiner til opkradsning af uld. Han var blandt de første arbejdsgivere, der i stor stil benyttede fattige børn til produktionen. Der blev tit klaget over arbejdsforholdene, og gang på gang måtte han annoncere i Aarhuus Stiftstidende efter nye folk. Han var kun interesseret i børn, kvinder og gamle folk. Medvind
Marcus Bech havde medvind, produktionen steg støt, og han overtog efterhånden de andre tre møller ved Skambækken.
Han manglede i den grad kraft, at han også indledte forhandlinger med ejeren af Aarhus Mølle, T. C. Dahl, om køb af kraft til stampemøllen. Stor arbejdsgiver
I 1830erne beskæftigede hans produktion i Aarhus 79 personer. Hertil kom 103 kludesamlere i hele landet, og han kunne efterhånden udvide med flere fabrikker i det nordjyske, hvor han havde omkring 700 ansatte, der ofte bestod af fattige, kvinder og børn.
Han modtog ros for dette, men også beskyldninger om udnyttelse. Gårdparti. Marcus Bechs gård. Maleri af Alfred Dahlsen (1887 - 1963). År ukendt. Iværksætter
Udover sin købmandshandel og kradsuldsproduktion satte han også andre erhvervsprojekter i gang. Han indsamlede knogler og ben, som han formalede for derefter at sende produktet til England, hvor det blev anvendt som gødning.
Marcus Bech var en fremsynet mand, der kunne se fordelen ved også at eje transportmidlerne, når produktionen var stor nok.
Han ejede et mindre rederi med sejlads mellem Aarhus og København. Han havde desuden anpart i briggen "Thetis", der fra Aarhus gik på hvalfangst ved Grønland. To gange fallit
I 1837 blev flere århusianske købmænd ramt af en økonomisk krise, og også Marcus Bech gik fallit. I 1840erne var markedet heller ikke lige stabilt, så han gik fallit endnu engang i 1847, men han formåede begge gange at komme på fode igen. Sønnerne tager over
Efter Marcus Bechs død i 1863 overtog sønnerne Oluf (1830-1905) og Marcus Galthen Bech (1840-1918) købmandshandelen og kradsuldsproduktionen. Købmandshandelen blev hurtigt afhændet eller overtaget af andre, bl. a af købmand Carl Bertelsen, der i 1868 var begyndt at drive forretning i Marcus Bechs Gård, inden han i 1880 flyttede den til Mejlgade 7, hvor den blev til et af byens største engrosfirmaer med kolonialvarer. Tilbage til Badstuegade
Brødrene fortsatte med kradsuldsfabrikationen nogle årtier endnu.
I 1877 flyttede de produktionen tilbage til byen, da Skambækkens ustabile vandforsyning ikke kunne levere nok vand til at drive møllerne, og nu blev de nymodens dampmaskiner installeret. Læs mere

©