Marselisborg Slot - slottet - rosenporten
Du er her:  Forsiden > Turforslag >  Marselisborg Slot > Rosenporten         Søg på sitet:
Marselisborg Slot.  Rosenporten (A)Se turen på Kort     Se Video    Gå til oversigten over Turforslag 
Rosenporten (A)
Rosenporten markerer indgangen til slottet og parken.
Rosenporten markerer indgangen til slottet og er dermed turisternes første møde med slottet og parken, der tjener som fristed for den kongelige familie.
Når familien opholder sig på slottet, har turisterne og offentligheden kun adgang hertil, og her møder man livgarden.
Parken er lukket for offentligheden 5 dage før og 5 dage efter kongefamiliens ophold på slottet.
Tegningerne til hovedporten er lavet af Hack Kampmann så sent som i februar 1902, og tanken var, at indgangen til parken og slottet skulle være lige så fornem som slottet.
I 1917 blev porten flyttet til det nuværende sted, da Christian X købte tre parceller af kommunen.
Kongemodtagelse den 28. juli 1927 med æresport ved indkørslen.
Port i jugendstil
Rosenporten er et passende navn til indgangen.
Smedejernsporten i jugendstil er udsmykket med 10 rosenblomster og 14 roser på stilke på den øverste del af porten.
Gennemgående motiv
Rosemotivet i porten svarer til rækværket ved slottets lange terrasse med dets fine roser og bladværk - ligeledes smedet af århusianske smede.
Sammen med dronningens rosenhave bliver rosen således et tema, der går gennem hele parkområdet.
Restaureringen 1947
Da dronning Alexandrine tog ophold på slottet i 1947 efter Christian den Tiendes død, blev porten restaureret.
Efter yderligere 50 år trængte porten igen til en renovering. Der var kun en enkelt af de ti store roser tilbage.
Marselisborg Slot er dronning Margrethes private ejendom, og majestæten må selv stå for vedligeholdelsen.
Fødselsdagsgaven 2000
I anledning af dronning Margrethes 60 års fødselsdag den 16.april 2000 besluttede det over 500 år gamle Århus Smedelaug, Århus Bymuseum og Århus Håndværkerforening at give Rosenporten en gennemgribende restaurering som fødselsdagsgave.
Detalje fra den restaurerede Rosenport.
Dronningen hæger meget om slottets oprindelige kvalitet og var bekendt med sin fødselsdagsgave.
Istandsættelsen kostede 150.000 kroner + en del frivillige timer.
I 1902 stod smedemester Valdemar Larsen for udførelsen af den fornemme port.
I februar 2000 gik det omfattende arbejde i gang i værkstedet hos smedefirmaet Waldemar Christensen på Graham Bells Vej i Århus - mærkeligt nok af Valdemar Larsens sønnesøn, der ligeledes er smed.
Rosenblomsterne blev rekonstrueret hjemme på værkstedet og skruet på deres stilke.
Litteratur
Fortælleren i Lars Friis Olsens Frederiksbjergroman Mørket og Lyset er ca. 7 år gammel. Tiden er besættelsen og han er på tur ad Kongevejen med farmoderen og lillebroderen:
    ”De går helt ud til dér hvor der går en stor vej på tværs. Ovre på den anden side er et lille, hvidt hus, to hvide piller og mellem dem en stor jernstangslåge, som er lukket.
    Ja, siger Farmor, kongen og dronningen kommer jo ikke; det er også de tyskere.
    Hun ser på den lukkede låge og på vejen bagved som går op til slottet. Det er vel nok dumt, at kongen og dronningen ikke kan komme, når de har sådan et fint slot liggende her. Det hedder Marselisborg Slot, og Farmor kan huske da det blev bygget, selv om det er meget længe siden”
©