Marselisborg Slot - personer - Frederik 9. og Ingrid
Du er her:  Forsiden > Turforslag >  Marselisborg Slot >  Personer >  Frederik 9. og Ingrid         Søg på sitet:
Marselisborg Slot.  Frederik 9. og IngridSe turen på Kort     Se Video    Gå til oversigten over Turforslag 
Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid.
Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid. Foto fra sidst i 1940'erne.
Frederik IX lagde som konge kun lejlighedsvis vejen forbi Marselisborg slot. Det skete, når han havde repræsentative opgaver i Århus eller besøgte private venner fra ungdomstiden, men andet og mere blev det ikke til, og han kom altid alene.
Frederik og Ingrid bliver gift
Der havde været nævnt mange prinser som ægteskabskandidater for prinsesse Ingrid. Ifølge hendes ungdoms bedste veninde, Eva Dyrssen, vidste Ingrid altid, at hun skulle gifte sig med en prins, og hun havde været bekymret for, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at "blive forelsket i nogen på kommando".
Men i følge ungdomsveninden blev Ingrid "virkelig forelsket i sin Frederik, trods det at de jo faktisk var blevet sammenført, fordi man så det som et passende parti". I februar 1935 friede kronprins Frederik og fik ja, og i maj stod brylluppet i Stockholm.
Parrets bryllupsrejse gik til Århus - og Marselisborg Slot.
Dronning Ingrid og Marselisborg slot
Dronning Ingrid foretrak Gråsten Slot med dets store parkanlæg og rosenhave, som hun og Frederik havde fået som folkegave i 1935, da parret blev gift.
Det fortælles, at Ingrid ikke var ret glad for at bo på Marselisborg. Der var vist heller ikke synderlig hyggeligt. Svigerforældrene havde absolut ikke så megen sans for hjemlig hygge.
Slottet blev først indrettet med mere komfortable møbler engang i slutningen 30’erne. Christian X var lidt gammeldags - også i forhold til sin egen tid i følge Dronning Margrethe.
Blandt århusianerne blev det diskuteret, om dronning Ingrid ikke kunne lide slottet, fordi Frederik i sin ungdom havde slået sig løs her i byen.
Sidste gang dronning Ingrid havde været i byen, var ved Universitetets 50 års jubilæum i 1978.
Dronning Margrethe har ikke nogen forklaring på, hvorfor hendes mor - dronning Ingrid - ikke delte sin mands glæde over Marselisborg, men hun havde jo Gråsten Slot med stor have, Trend og Fredensborg.
En tidligere militærkommandant i Århus mente dog noget respektløst at kunne kaste lys over historien, idet han påstod:
    "Ingrid havde for ofte set, hvordan Frederik på dækket af en båd drak bajere til søs sammen med sine sejlervenner. Hun brugte nemlig sin svigerfars artillerikikkert. Den står stadig på sin plads ved et vindue med udsigt ud mod bugten."
Denne version cirkulerer endnu blandt mange ældre århusianere.
Konpeparret deltog i Århus Universitets 25 års jubilæumsfest d. 11. sept. 1953.
Torneroseslottet
I årene fra dronning Alexandrines død i december 1952 til 1968 blev slottet kaldt ”Torneroseslottet”.
I 1966 fik en fløj af den politiske ungdom i Århus en ide. Da havde slottet stået helt tomt og ubeboet i 14 år til stor misfornøjelse for Århus og dens indbyggere, der efterhånden led lidt af mindreværdskomplekser.
Kongeparrets ankomst til Århus Havn d. 8. juli 1957.
Socialdemokratisk Ungdom
Socialdemokratisk Ungdom sendte i foråret 1966 et åbent, høfligt brev til kong Frederik med en forespørgsel, om DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) måtte benytte slottet til forskellige aktiviteter, når det nu alligevel ikke blev brugt af kongefamilien.
I brevet står blandt andet:
    "Hvis De ikke er helt vild med Deres slot derude og godt kan undvære det, må vi så godt få det?
    De skal ikke spekulere på, at De selv engang har fået slottet foræret.
    De, der gav dem det, har sikkert ikke noget imod, at de forærer det videre til et godt formål”
På den tid var Sven Auken medlem af bestyrelsen og har sikkert stået bag.
Kong Frederik svarede aldrig på brevet.
Klik for at læse hele brevet.
Rygter
I årene, hvor slottet stod ubeboet, var der mange rygter om slottets skæbne.
Der var blandt andet forlydender om, at prinsesse Benedikte skulle overtage det.
Endnu i 1967, hvor slottet var under ombygning til det kommende tronfølgerpar, cirkulerede rygter om, at slottet skulle anvendes som midlertidig eksilbolig for den græske kongefamilie.
Om det var brevet, der blev den udslagsgivende faktor vides ikke, men året efter brevets afsendelse bekendtgjorde hoffet, at tronfølgerparret prinsesse Margrethe og prins Henrik skulle overtage slottet.
©