Du er her:  Forsiden > Turforslag >  Fra Tangkrogen til Ballehage > Sculpture by the sea >  2011         Søg på sitet:
Tangkrogen - Ballehage.   Sculpture by the Sea 2011. Turen på Kort    Oversigten over Turforslag 
2009   2011   2013   2015
Sculpture by the Sea 2011
Den 5. juni 2009 udtalte HKH Kronprinsen til Jyllandsposten ved åbningen af udstillingen i silende regn:
    ”Nu må vi jo se, om udstillingen kan løfte sig selv. Det er lidt tidligt at sige. Men det kunne da være sjovt, hvis det blev en biennale.”
Kronprinsens ønske gik i opfyldelse, for en enig magistrat indstillede til Byrådet i Århus, at ”Sculpture by the Sea” skulle gentages hvert andet år.

Vue over en del af udstillingen.
2011-udstillingen fandt sted i perioden fra d. 2. juni til d. 3. juli. Som det var tilfældet i 2009, åbnede Kronprinsparret også dette års udstilling.
Internationalt format
Der var tilmeldt 65 værker til udstillingen, og de deltagende kunstnere kom fra 21 lande. 11 af kunstnerne kom fra Danmark.
Arrangørerne skønnede, at op imod 600.000 så udstillingen. En hel del af de besøgende var naturligvis århusianere, men der var også mange turister både danske og udenlandske.
Det koster
Udstillingen havde et budget på 12,8 millioner, hvoraf Aarhus Kommune ydede de 2,25 millioner. Resten af pengene kom fra omkring 100 større og mindre sponsorater.
Vestas, Arla og Bestseller var hovedsponsorer.
Så til søs!
Som noget nyt i 2011 kunne man sejle mellem Marselisborg Lystbådehavn og Ballehage med hjuldamperen Svanen. Der var 30 kikkerter om bord, så passagererne bedre kunne se kunstværkerne inde på stranden.

Hjuldamperen "Svanen".
Svanen gav mindelser om de gamle turistsejladser mellem byen og Ørnereden.
Det var også muligt at se udstillingen fra kajak. DGI og de lokale kajakklubber tilbød nemlig en gratis sejltur langs stranden.
65 eller 66?
Der var tilmeldt 65 skulpturer til udstillingen, men i de første par timer var der opstillet 66. Nr. 66 "Fedtstenen og Nåleøjet" var skabt af en gruppe iværksættere med Jonas "Pindhund" Hallberg og Flemming Dybbøl i spidsen. Den bestod af et næsten 4 m. højt nåleøje og en 3 kg. tung fedtsten.

Fedtstenen og Nåleøjet. Fedtstenen ses til venstre for nåleøjet.
Den uautorisede skulptur, der var stillet op meget tidligt om morgenen på åbningsdagen, var tænkt som en protest mod vanetænkning, nemme løsninger og konformitet. Gnider man sig med fedtstenen, slipper man meget nemmere gennem nåleøjet.
Efter fjernelsen fik den midlertidig husly i indkørslen til Villa Ydernæs, Strandvejen 126.
Fedtstenen og Nåleøjet skal en tur til Australien, hvor den skal udstilles på Sculpture By The Sea 2012 på Bondi Beach.
For at illudere at nålen går gennem jordkloden, er det hensigten at lave en nålespids, der skal stikke op af jorden et sted i Aarhus, og en pære i spidsen skal lyse, hver gang et menneske går gennem nåleøjet.
JOY - et reptil
JOY var et af de mere farverige - og uautoriserede - indslag på udstillingen. Ud af et kæmpe æg i strandkanten gled først halen og dernæst resten af et reptil. Det krøb hen over strandens sand og efterlod sig dybe krybespor.
Børnene iagtog ængstelige, benovede og begejstrede det lidt uhyggelige reptil.

Reptilet er kravlet ud af ægget..
I Inde i øglen befandt sig danseren Joy Anne Hall eller en af hendes fire praktikanter sig.
Indehaveren af Sophies Tøjbutik i Aarhus, Birthe Pedersen, var idemanden bag JOY-figuren. Hensigten var at samle penge ind til Sculpture by the Sea.
Et hav af priser
Sculpture by the Sea blev overdænget med priser. Mange af de omkring 100 sponsorer gav en pris til deres favorit-skulptur.De mest bemærkelsesværdige er nok den, der blev givet af den kunstfaglige jury, publikumsprisen, børnepublikumsprisen og lauritz.com.
Den kunstfaglige jury
Juryen valgte at give prisen på 50.000 kr. til The Glue Society for værket "I wish you hadn't asked". Det var et fuldt udstyret sommerhus, hvor publikum måtte gå ind. Huset vendte op og ned på konventionerne. Selv i tørvejr regnede det inde i huset.

I wish you hadn't asked.
Publikumsprisen
Afstemningen viste, at publikumsprisen på 25.000 kr. gik til Keld Moseholms "The Obelisk" Værket er et monument over menneskelig dårskab. Får de to plumpe skikkelser held med deres arbejde, vil de slå hinanden ihjel.
De er så at sige i færd med at save den gren over, de sidder på.
Børnepublikumsprisen
Børnene stemte på The Glue Society's "I wish you hadn't asked". Prisen var på 25.000. Børnene og den kunstfaglige jury var enige om at vælge sommerhuset med indlagt regnvejr.
Gi' en skulptur til Aarhus
Lauritz.com har under sloganet "Gi' en skulptur til Aarhus" stået for en auktion, hvor firmaer, institutioner og private kunne give gaver, der så blev solgt på auktion. For de indkomne penge skulle der købes en skulptur til opstilling i byen.
Skulpturen skulle opfylde 3 betingelser: Have en høj oplevelsesværdi, repræsentere kunsten lige nu, og naturligvis kunne klare at stå udendørs.
Valget faldt på Marc Mosers solbriller i overstørrelse "Sea Pink".

Verden set i et lyserødt skær gennem Marc Mosers briller.
Sea Pink er en optimistisk skulptur, der gør betragteren glad. Gennem den ses havet og verden i et lyserødt skær. Ordet "pink" kan udover at betyde lyserødt også betyde, at noget er fuldkomment eller perfekt.

Marc Moser "Sea Pink".
Marc Moser er født i 1968 i Schweiz og uddannet smed. Han har siden barneårene arbejdet med kunst og været fascineret af de muligheder, der lå i bearbejdningen af jern og stål.
I perioden 1989 - 91 modtog han oplæring og træning hos Etienne Krähenbühl, en etableret kunstner, der arbejder med stål.
Red Memory - Shy Boy
En dommerkomité bestående af rådmændene Laura Hay og Marc Perera Christensen samt Dan Boyter direktør for Pressalit udvalgte 6 af de udstillede skulpturer. Det var så op til TV2 Østjyllands seere at stemme på den af skulpturerne, som de syntes bedst om. Valget faldt på Chen Wenlings "Red Memory - Shy Boy".
Skulpturen bliver i Aarhus. Pressalit og Aarhus Kommune delte udgiften på 434.300 kr. til indkøbet. Den endelige placering af skulpturen afgøres bl.a. af stadsarkitekten.
"Shy Boy" er fængslende, kreativ og en smule uhyggelig. Der er en overraskende livagtighed i figuren. Den stod midt i menneskemylderet på stranden, hvor den skamfuldt forsøgte at skjule sin nøgenhed.
Figuren er ildrød og i overstørrelse, hvilket kun forhøjer skammen og giver den et surreelt udtryk.

Chen Wenling sammen med drengen, der har stået model til "Shy boy".
Chen Wenling
Chen Wenling er født i 1969 i Quanzhou i Fujian provinsen, Kina. Han er uddannet fra Xiamen Academy of Art and Design, samt Central Academy of Fine Arts, Beijing. Han bor og arbejder som kunstner i Beijing.
Se interview med Chen Wenling, der fortæller om sin kunst, sit liv og sit forhold til farven rød.
Iransk fugl blev i Aarhus
Den 32-årige iranske kunstner Mehdi Yarmohammadi valgte at skænke sit bidrag “The Bird“ til Aarhus Kommune.
Mehdi Yarmohammadi er født i 1979 i Zabol, Iran. Han er uddannet i kunsthåndværk fra Sistan and Baluchistan University, samt Master of painting fra Shahed University of Teheran og tilhører kunstnergruppen Avishan Art. Han har aldrig tidligere udstillet uden for Iran. I kataloget var skulpturen prissat til kr.180.000 kr.
The Bird” er placeret ved det tidligere bymuseum i Carl Blochs Gade. Den ses bedst fra Brabrandstien.
Dinglende ben
De dinglende ben eller rettere "Observando la Fantasia", som skulpturen hedder, er udført i plastmateriale af Raquel Corona Justo og viser 7 par ben fra knæene til tæerne.
Kunstneren er født i 1974 i Huejotzingo Puebla, Mexico. Hun har studeret kunst i plastmateriale på Universidad de las Americas Puebla og har eksamen fra La Esmeralde, den nationale skole for maleri, skulptur og gravering i Mexico City.
"Observando la Fantasia" blev købt af firmaet Harboe Skilte A/S i Hasselager med henblik på at udlåne det ”mobile” værk til firmaer og institutioner, der råder over et passende sted til ophængning. En tid hang det på Frit Oplysningsforbunds bygning ud mod Vester Allé.
Sculpture Inside
På Helnan Marselis Hotel var der arrangeret en udstilling, der bestod af mindre værker, udført af de kunstnere, som deltog i Sculpture by the Sea. Skulpturerne var ligesom de udendørs til salg, men til noget mindre priser. Der var gratis entré til Sculpture Inside.
Anmeldelserne
Anmeldelserne af Sculpture by the Sea bevægede sig mellem at betegne den som talentløst bras og en succes med et enormt besøgstal. Det var især kunstanmelderne, der var kritiske.
Stiftstidendes Henrik Broch-Lips skrev bl.a.:
    "Alt for mange af skulpturerne mangler kunstnerisk kvalitet og kunstnerne er simpelthen ikke dygtige nok... De er harmløse og letforståelige kitsch og - kopiarbejder på et forstemmende lavt niveau,"
Torben Sangild fra Politiken var på linie med Stiftstidende:
    "Kunstnerisk kommer den til kort. Der er simpelthen for mange jævne eller dårlige værker,"
Borgmester Nikolai Wammen tog til genmæle mod anmelderne og sagde:
    "Jeg er stolt af Sculpture by the Sea Aarhus, ... en oplevelse for alle. Det er folkeligt i ordets bedste betydning ... men samtidig med kant og skarphed, så man både kan nyde synet, undre sig og føle sig udfordret".
© 
  Den kunstfaglige jury
   Den kunstfaglige jury bestod af:
   - Søren Taaning. Billedkunstner.
   - Maria Fabricius Hansen. Dr. phil., Aarhus Universitet.
   - Cai Ulrich von Platen. Billedkunstner.