Mindebroerne
Området ved åens udmunding i Århusbugten indtog en central placering for byen, allerede inden den første Mindebro blev opført.
“Minde” betyder munding, og i Middelalderen lå åens munding ved Skolegade.
Ved tilsanding, fyld, affald m.m. voksede åbredderne længere og længere ud i bugten.
Landingssted
Fiskerne landede deres fangster her, og den blev afsat på den tilstødende markedsplads, som gik under betegnelsen ”Ved Stranden”.
Den første Mindebro
Den første Mindebro blev opført i begyndelsen af 1600-tallet og førte over åen til en nyanlagt bydel mod syd. Det var en vindebro - en klapbro - der kunne åbnes. Derved kunne skibe lægge til helt oppe ved det nuværende Vadested ved Immervad. Siden har forskellige udgaver af Mindebro haft en vigtig funktion i forbindelse med benyttelse af åhavnen.
Ny bro
Omkring 1730 blev det nødvendigt med en ny bro. Amtmanden Frederik Danneskiold-Samsøe (1703-1770) ønskede, at der igen blev etableret en vindebro. Dette kunne tyde på, at der i den mellemliggende tid havde været en fast bro - og sådan forblev det også fremover. Amtmandens forslag faldt ikke i god jord hos havnens embedsmænd. De mente, at der var plads nok i det åbne stykke vand fra broen til åens udløb i bugten.
”Kanalen”
Omkring 1850 mistede åhavnen - stykket fra Mindebro til Immervad, kaldt Kanalen - helt sin betydning. Efterhånden havde havnen bredt sig omkring åens udløb.
Træbroer
De efterfølgende træbroer over åen ved Mindet var tit i så dårlig forfatning, at det gav alvorlige rystelser, når tungtlastede hestekøretøjer passerede på vej ind og ud af byen.
Bro af cement 1896
Først i 1896 fik Århus en bro af cement, tegnet af Thorvald Hornemann, der var havnens arkitekt. Broen var funktionel og nu forsynet med dekorationer - byvåben og fire gaslygter. Denne bro forsvandt i slutningen af 1930'erne, da Åboulevarden blev etableret.
Frilæggelsen af Europaplads
I starten af 1990'erne begyndte afdækningen af Århus Å. Endnu mangler frilæggelsen af åens sidste stykke ved havnen. Den afsluttende etape mellem Mindebrogade og udløbet ved Europaplads vil blive den vanskeligste del at afdække, og Mindebro vil måske genopstå i en eller anden form. Broen indgår i arkitekterne Knud Fladeland Nielsens og Peer Teilgaard Jeppesens vinderprojekt fra konkurrencen, der omfattede de bynære havnearealer. Konkurrencens intentioner var at skabe en løsning, der tilgodeså både de æstetiske og trafikale ønsker.
Egen hjemmeside
Planerne for de bynære havnearealer har egen hjemmeside.
Litteratur
Århus dengang og nu1. samling / red.: Vagn Dybdahl. - 1971.
2. samling / red.: Vagn Dybdahl og Erik Korr Johannesen. - 1972.