Du er her: Artikel oversigt Pumpestationen på Strandvejen Søg på sitet:
Pumpestationen på Strandvejen Artikel Gætterier Gå til Artikel oversigten

Pumpestationen på Strandvejen

På Strandvejen ligger en iøjnefaldende, ottekantet bygning med kobbertag. Der er jævnligt blevet stillet spørgsmål i aviserne om bygningens brug og historie. Den lille bygning har en stor historie, men rummer noget så prosaisk som en pumpestation.

Undren

Tusindvis af mennesker bevæger sig hver dag forbi den markante, ottekantede bygning med kobbertag og udsmykning på Strandvejen i Aarhus, og mange undrer sig over, hvorfor den står lige netop der, og hvad den rummer.

Den ottekantede bygning, som den ser ud i 2011.

Ofte stillet spørgsmål

Blandt de mange undrende har enkelte ca. hvert 3-5 år henvendt sig til kommunens vand- og miljøafdeling, de lokale dagblade og ugeaviser eller bibliotekets lokalhistoriske samling for at få et svar på bygningens anvendelse og historie.

Dronningen spørger også

Ja, det siges endda, at selv Dronningen har spurgt til bygningens brug, og det bliver historien jo ikke mindre interessant af. Der har da også gennem årene været mange gæt på, hvad bygningen har været brugt til.

Chr. Xs badehus

En af de mere eksotiske forklaringer har været, at bygningen blev anvendt af HM Dronningens bedstefar, Christian X, som badehus, men det kan afkræftes. Vel havde Christian X eget badehus og anløbsbro, som flittigt blev benyttet under kongefamiliens ophold på Marselisborg Slot, men disse faciliteter lå et lille stykke længere mod syd.

Chr. Xs bådehus

Andre gisninger har været, at bygningen tjente som bådehus - ligeledes brugt af kongen - men bygningens form og størrelse har vist ikke egnet sig til dette formål.

Nødtørftshus

Pumpehuset 1933. Foto: Lokalhistorisk Samling. Aarhus.

Andre gæt har været et nødtørftshus i forbindelse med Landsudstillingen i 1909, men det ville have ligget noget afsides, da udstillingen lå helt inde ved Tangkrogen og Chr. Filtenborgs Plads.

Nedgang til bunker?

Besættelsestiden spøger stadigvæk hos mange århusianere, og et gæt har derfor været, at bygningen rummede nedgangen til et bunkeranlæg eller beskyttelsesrum. Tyskerne havde opstillet luftskyts på Tangkrogen under Besættelsen.

Bygget hvornår?

En af de mest vedholdende myter om det ottekantede hus angår opførelsesåret. I de mange fantasifulde gætterier om husets brug og oprindelse, er det et gennemgående træk, at det skulle være bygget i forbindelse med landsudstillingen i 1909

Spøgefuglene

Flere spøgefugle dukkede altid op, når spørgsmålet blev stillet i aviserne, og de hævdede hver især, at netop de lige havde købt huset til en kommende isbod eller bladkiosk.