Du er her: Forsiden Turforslag Den Gamle By Aarhus Mølle Søg på sitet:

Århus - Den Gamle By. Aarhus Mølle Se turen på Kort. Gå til oversigten over Turforslag

Aarhus Mølle, som den ser ud nu i Den Gamle By, men her placeret på sin oprindelige plads i Vester Allé.

Hvor lå Aarhus Mølle?

Møllen lå langs med vore dages Vester Allé overfor Museumsgade og spillestedet Voxhall.

Det store møllekompleks lå vest for den middelalderlige købstad ud mod en sø af åens opdæmmede vand. I dag befinder musikstedet Voxhall og Museumsgade sig på dette sted.Vejen ved møllebygningerne er den nuværende Vester Allé ud for Mølleparken.

Aarhus Mølle set fra vest mod byen. Malet af Bertha Weis ca. 1870.
Aarhus Mølle set fra omtrent samme sted som billedet ovenfor. Foto 1910.

En gave til museet

August Weis. Foto ca.1885. Wilhelmine Weis. Foto sa. 1910.

Kort før byens kendte møller, Ernst August Weis, døde i 1912, havde ægteparret i deres testamente skrevet, at det store møllekompleks ved Aarhus å - eller Mølleåen, som den gennem århundreder også blev kaldt - skulle gives til Den Gamle By. Da hustruen Wilhelmine Weis døde i 1926, blev bygningerne derfor stillet til Købstadsmuseets disposition.

Møllekompleksets gård. Foto ca. 1920.

Bygningerne blev opmålt af Den Gamle Bys arkitekt, Mogens Clemmensen, der havde afløst Sophus Kühnel. Både stat og kommune støttede en hurtig flytning til museet på trods af økonomisk dårlige tider.

En sponsor trådte til

De officielle budgetter til genopførelsen af Aarhus Mølle slog dog langt fra til, men Den Gamle By fik hjælp udefra i form af en stor pengegave fra direktør Krøyer Kielberg - en skanderborgdreng, der skabte et industriimperium i London.

Depot og konserveringsafdeling

Nedtagelsen af de smukke bygninger gik i gang i 1927, og genopførelsen blev afsluttet allerede året efter. Aarhus Mølle blev i første omgang brugt til museets voksende behov for magasinplads og til museets konserveringsafdeling.

Aagade

Møllens beboelsesbygning, der i dag blandt andet andet rummer museets administration, vender i Den Gamle By også ud mod en gade - Aagade. Her måtte en del regulering af terrænet og omgivelserne foran bygningerne til, så den sammen med to andre bygninger fra møllekomplekset kunne vende ud mod en ”rigtig” gade. Ved Den Gamle Bys Aagade lå dengang en lille sø, der blev tømt, mens et bolværk blev sat op for at afgrænse gaden mod vandet.

Naturligt miljø

Dette omfattende arbejde blev fortsat på den anden siden af den kunstige å. Her blev der skabt et tvættested og bygget et lille lysthus, der gennem nogle århundreder var karakteristisk for miljøet ved åbredden.

Tre bygninger

I Den Gamle Bys Aagade ligger i dag tre af møllens bygninger, der skaber en flot og naturlighed helhed. Til venstre ligger møllens lade, hvorfra der udgår en sidefløj. I tilslutning til denne afgrænses møllens gårdsplads af en del af møllens gamle baglænge.

Møllens stuehus

Hovedbygningen eller stuehuset fra cirka 1700 står midtfor i møllekomplekset i Aagade. På bygningen ses den markante gesims, der er kendetegnende for barokkens huse. Farvesætningen af det gråblå tømmer og de gule tavl - det udfyldte mellemrum mellem tømmerstykkerne - med røde fuger stammer fra omkring 1800 og er karakteristisk for Østjylland. Til højre ses den store maltmølle fra 1782.

”Århusstenen”

Aarhus Mølles møllefløj - Anders Possins mølle fra 1590'erne - på 11 fag brændte i 1849. Under oprydningen gjorde mølleren, Andreas Weis, en meget spændende opdagelse. Han fandt en stor runesten, der lå som hjørnegrundsten ved møllehjulet. Han sørgede for at redde den store sten, der bærer billedet af en maske. Runestenen står i dag som et af klenodierne på Moesgård Museum med navnet ”Århusstenen” eller ”Maskestenen”.

Mølles have. Set med vest. Bemærk Århusstenen nede til venste. Akvarel malet af Bertha Weis omkring 1860.

Avlsbygningen fra møllekomplekset

Denne bygning fra Aarhus Mølle blev opført for sig selv i Den Gamle By. Huset er et enetages bindingsværkshus fra 1830, der oprindeligt var en baglænge til møllen.

er opført af dele fra møllens avlsbygning.

Huset blev i 1926-1927 sammen med møllens øvrige bygninger flyttet til Den Gamle By. Den blev dog ikke genopført sammen med møllekompleksets andre tre bygninger ved Aagade, men placeret i byens Brostræde ved siden af Kannikegadehuset og rummer Bogtrykkernes officin og kontor.

Møllens stuehus rummer i dag Den Gamle Bys administration.
Bygningernes placering i Den Ganle By.