Du er her: Forsiden Turforslag H.C. Andersen Fullingshave Søg på sitet:

Århus - HC Andersen. Fullingshave Se turen på Kort Gå til oversigten over Turforslag

Gæstgiver Frans Fulling

H.C. Andersen blev efter sin ankomst til Skibsbroen fra København den 1. juni 1830 ledsaget ad Skolegade til sit gæstgiveri af vært og ”turistfører”, Frans Fulling. Hans gæstgiveri, Vinkældergaarden med Fullings Have, lå ved det nuværende .

Akvarel af Frederik Visby. Motiv fra 1850’erne med nuværende Sankt Clemens Torvog Vinkældergaardens forskellige bygninger til højre. Selve Vinkældergaarden er bygningen nærmest Domkirken.

I et brev fra fredag den 4. juni 1830 til Ludvig Læssøe skriver H. C. Andersen:

De omtalte personer, Oberst Guldberg og Krigskommissær Elmqvist, er henholdsvis oberst Julius Høegh-Guldberg i Frederiksgade og krigskommissær, forlægger og redaktør af Aarhuus Stiftstidende i Mejlgade, A. F. Elmquist.

Vinkældergaarden

Gæstgiveren var vinhandler og kirkeværge Frans Fulling (ca. 1780-1840). Han ejede Vinkældergaarden, der lå mellem Domkirken og Kannikegade. Gæstgivergården havde facade ud mod det nuværende Sankt Clemens Torv.

Fullings Have

Over for Vinkældergaarden på hjørnet af Kannikegade og Søndergade (i dag: Mackie’s) lå den tilhørende Fullings Have, en beværtningshave, der havde en vis hygge over sig med gode frugttræer, smukke blomster, lindetræer og et ottekantet lysthus. Haven var ret besøgt om eftermiddagen af mandlige borgere, der kom for at spille kegler.

Martinus Rørbye

H. C. Andersen nævner ikke navnet på ”Gjæstgiveren” i sit brev, men da hans medrejsende, maleren i følge egen dagbog boede her, er det sandsynligt, at H.C. Andersen har slået sig ned samme sted, og der var i øvrigt ikke mange andre steder at indlogere sig i 1830. I Martinus Rørbyes dagbog fra den 5. juni 1830 hedder det:

Hotel Royal på Store Torv, hvor H. C. Andersen senere kom til at overnatte, eksisterer først fra 1838.

Søren Kierkegaard

En passant kan nævnes, at en anden og senere ligeså berømt gæst, Søren Kierkegaard. også var indlogeret hos Frans Fulling under sin uddannelsesrejse til Jylland i 1840.

Svinetorvet med rådhuset foran Domkirken. Gæstgiveriet Vinkældergaarden ses til højre. Bygningen helt ude til venstre er baron Gyldenkrones gaard, der i 1838 blev til Hotel Royal.

Læs mere

"Vesitter"

H. C. Andersen fortæller i ovennævnte brev til Ludvig Læssøe, at han

    ”…..fik nogle Vesitter samme Aften, af Oberst Guldberg Hr Krigskomisær Elmqvist og næsten de andre Medpagagerer saa mit Værelse var propfuldt…”

Ud over Guldberg og Elmquist, hos hvem han senere var inviteret til middag, kunne han også have haft besøg af eller selv besøgt sin gamle lærer fra København, Jens Worm Bruun (1781-1836) i Vestergade 23.

Jens Worm Bruun

Bruun havde været løjtnant og virket som lærer ved flere skoler i København, bl.a. ved Den mosaiske Friskole, inden han i 1827 blev førstelærer ved Frue Sogns Borgerskole i Vestergade Aarhus.

Andersens sangundervisning

H. C. Andersen havde i 1819 gået til sangundervisning hos Giuseppe Siboni, den dansk-italienske syngemester, sangpædagog og operasanger, og denne havde henvist ham til Jens Worm Bruun for at lære tysk. Bruun viste sig overordentligt imødekommende over for den unge Andersen. Da han hørte dennes "eventyrlige historie", tilbød Bruun at give ham gratis timer i tysk. Jens Worm Bruun var stifter af Pædagogisk Selskab og udgav flere skole- og sangbøger.

”En underlig, langbenet, keitet Dreng”

Den senere professor i fransk og notarius publicus, N. C. L. Abrahams (1798-1870), har givet en skildring af et møde med unge Andersen hos Jens Worm Bruun i 1819, mens denne endnu boede i København.:

    ”Hos Familien Worm saae jeg første Gang en underlig, langbenet, keitet Dreng paa en 14-15 Aar, der undertiden kom stormende ind med det Spørgsmaal: ”Maa jeg læse noget for Dem?” eller ”Maa jeg declamere Noget for Dem? og foredrog da enten nogle selvgjorte Vers eller En Tirade af en Tragedie. Hans hele Optræden var vistnok (= bestemt) latterlig, undertiden besværlig, men der var dog bagved den Underlighed et Vidnesbyrd om, at denne Dreng vilde Noget, og stundom var der i hans vistnok umodne Vers Et og Andet, der endda ikke var saa tosset.….” (Citat fra: N. C. L. Abrahams: Meddelelser af mit liv. 1876. Her gengivet efter Tommy Jervidal: H. C. Andersen og Østjylland).

Kontakten med Abrahams

Abrahams og H. C. Andersen har senere vekslet breve, der dog ikke er offentliggjort på nettet, men i sin egenskab af notarius publicus har Abrahams haft kontakt med H. C. Andersen om dennes testamente.

Frue Sogns Borgerskole

Skolen i Vestergade, hvor Bruun var blevet førstelærer, fungerede både som drenge og pigeskole. Frederik den Sjette besøgte skolen i 1828 under et ophold i byen. Skolen og læreren må have haft en vis prestige og betydning.

Til Den Gamle By

Skolebygningen blev overtaget af Den gamle By i 1937, nedrevet og genopført som uldspinderi og dampvæveri i 1944.

Skolen var oprindelig en købmandsgård fra 1700-tallet og tilhørte den jødiske købmand Bendix Davidsen, indtil kommunen overtog gården i 1818 og indrettede den som skole. Vor Frue kirke holdt Søndagsskole her med stor tilslutning i 1870’erne, og omkring 1910 var her poliklinik. Byens folkebibliotek (stiftet 1868) holdt til i en del af bygningen i en årrække indtil 1934, hvor det nye folkebibliotek stod færdigt i Mølleparken. Den gamle skole havde også været brugt til genhusning af husvilde efter nedrivning af 300 lejligheder på Hallsvej (nu Halls Sti) i 1916 i forbindelse med udvidelsen af Banegraven og den nye Banegård.

Lokalcenter Møllestien

Efter nedrivningen lå der i mange år en legeplads til stor fornøjelse for kvarterets børn. Nedbrydningen af den tilbageværende nabo- og hjørneejendom, Vestergade/Grønnegade, skete i 1978, og Lokalcenteret, Møllestien blev bygget på grunden.

Lokalcenter Møllestien.
Kort printvenlig beskrivelse af turen her