Du er her: Forsiden Turforslag H.C. Andersen Mejlgade Nr 48 Søg på sitet:

Århus - HC Andersen. Mejlgade Se turen på Kort Gå til oversigten over Turforslag

Ankomsten til Aarhus

Efter at H. C. Andersen i 1830 var gået i land på Skibsbroen indlogerede han sig hos gæstgiver Frans Fulling, hvor han modtog flere besøgende. I et brev den 4. juni til , skriver han stolt nogle få dage efter:

”Krigskomisæren” i Mejlgade

Den omtalte ”Hr Krigskomisær Elmquist” er identisk med Adolph Frederik Elmquist (1788-1868) i Mejlgade 48.

Udover at bære titlen var Elmquist forlægger, redaktør og ejer af Aarhuus Stiftstidende, der i årene 1814-1900 havde til huse i de nu restaurerede bygninger. H. C. Andersen nævner også velvilligt Elmquist i et brev til Edvard Collin fra 7. juni 1830:

Mejlgade nr. 48. Foto fra 2013.

Læsefrugter

Elmquist forlag udgav tidsskriftet , som bl.a. H. C. Andersen leverede digte til.

Forsiden af "Læsefrugter" fra 1822.

Invitation

H. C. Andersen var i Jylland for at samle stof til en roman og havde en invitation fra Elmquist om at aflægge ham et besøg med i lommen. I invitationen fra den 25. marts 1830 fremgår det også, at Elmquist> meget gerne ville have nogle af den fremstormende poets digte – og helst originale om så ”nok saa lille en Bagatel” til sit tidsskrift:

Levnedsbogen

Elmquist omtales også kort og neutralt i H. C. Andersens .

Portåbningens overligger. Se pladens inskription i højre spalte. Foto fra 2013.

Fodreise og Digte

I januar 1829 havde H. C. Andersen debuteret som forfatter med bogen “Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”.

H.C. Andersens forfatterdebut "Fodreise fra Holmens Canal til Østpyntenaf Amager..."

Året efter udkom ”Digte”, og digtene flød efterhånden frit fra Andersens hånd. Det sentimentale digt ”Det døende Barn” med den kendte indledningsstrofe ”Moder jeg er træt, nu vil jeg sove” var straks blevet et ”hit”.

Inskriptionen på portens overligger. Foto fra 2013.

Ungt talent

På trods af sin unge alder var han i 1830 allerede en kendt person i det københavnske kulturliv, og rygtet om hans talent kan også have bredt sig til Aarhus. Digterspiren Andersen manglede ikke invitationer i byen, som det også fremgår af ovennævnte brev til Edvard Collin:

Andersen i Risskov

Om onsdagen - digterens anden dag i byen – havde han spist middag hos oberst Julius Høegh-Guldberg i Frederiksgade. Torsdag blev det Elmquists tur til at være vært og agere turistfører. H. C. Andersen fortalte levende i et brev, at han fik mere ud af besøget hos forlæggeren end selve middagen og udflugten:

Adolph Frederik Elmquist med hustruen Helene Ambrosia.

Udsigt og ramsløgene

Skovene var i disse år blevet et yndet udflugtsmål for århusianerne, og Elmquist har præsenteret Andersen for et stykke Risskov, som digteren giver et poetisk billede af. Nutidens århusianere genkender let den smukke udsigt til Samsø og Mols fra stien på toppen af de stejle skrænter. H. C. Andersen havde allerede dengang øje for den smukke natur - og næse for de velkendte ramsløg.

Noget for noget

Elmquist synes at have gjort en god handel. Han har sikkert fået lovning på de ønskede digte, og den næste dag udlånte han beredvilligt sin ekvipage til Andersens fortsatte rejse til Randers.

Læs mere

- og avisen skriver

Forlagsredaktør og avisejer Elmquist har afgjort været svær stolt af sit møde med Hr. Andersen, og den 4. juni, dagen efter besøget, kunne århusianerne læse en kort notits i hans egen avis om digterens ophold:

    "Den geniale Digter Hr. Andersen har i et Par Dage paa en Reise giennem Jylland opholdt sig iblandt os, og over alt fundet den Agtelse og Velvilje, hvortil hans skjønne Arbeider saa fuldelig berettige ham".

Elmquist behøvede ikke at nævne, at han selv havde haft ”den geniale Digter” som gæst. Det vidste alle, der burde vide det allerede.

Andersens kommentarer

"Hr. Andersen" så notitsen et par dage senere i Viborg, og den 7. juni kommenterer han den i et brev til Edvard Collin. Han tager lidt afstand fra den emsige Elmquist, men han har nok alligevel været lige så stolt af alt hurlumhejet omkring sin person som Elmquist:

    ”—Man viiste mig saare megen Velvillie, kun synes jeg ikke om at de skrev det selv i deres Avis, hvor godt de havde behandlet mig. I Fredags laante Elmquist mig sin Stads Vogn og Heste, der bragte mig til Randers…”

Større opmærksomhed i Viborg

Senere på rejsen kommenterede han igen Elmquists avisnotits. Denne gang i et brev til Ludvig Læssøe fra den 22. juni. Randers havde været en ”flau” by, men Viborg var anderledes:

    ”…alt rundt omkring var mig en heel ny Verden, og alle Byens Folk viiste mig den største Opmærksomhed, ja meget mere end i Aarhuus, skjøndt de der selv fortalte det i Avisen…”

Samarbejdet med H. C. Andersen ophører

Samarbejdet med Elmquist synes kun at have varet til 1831. I et brev fra 14. april 1831 til Elmquist bad H.C. Andersen om et tilskud til sin første udlandsrejse. Digteren var i gang med at indkræve sine tilgodehavender, og Elmquist var en af de største aftagere af hans værker.

En gulerod foran næsen

H. C. Andersen holdt bogstavelig talt en gulerod op foran næsen på Elmquist i ovennævnte brev til ham fra den 14. april 1831. Brevet var ukendt i næsten 100 år og blev først offentliggjort i 1930 i Aarhuus Stiftstidende. Hvis han - Elmquist- punger ud, kan han forvente gode sager:

    ”.... har jeg ellers den Fornøjelse at tilsende Dem to nye Digte, det ene er originalt, det andet derimod en Bearbeidelse af Bellmanns smukke Vuggevise; det vil fornøie mig om De kan benytte den i Læsefrugterne. - Naar Deres Søn nu reiser hjem skal De faa nogle andre Smaasager, som jeg vil gjemme til denne gode Leilighed...”

- og lokker videre i brevet:

    ”... og haaber at bringe et stort poetisk Udbytte hjem….. De vil derfor bevise mig en særdeles stor Tjeneste ved at lade mig faae, ved denne Maaneds Slutning alt hvad De til den Tid har kunnet og kan indbringe (Deres Rabat fradraget) fra Phantasier og Skizzer. Jeg haaber at De ret overrasker mig med en Slump Penge, thi De er den jeg haaber det eneste fra. Til Gjengjæld skal De faae et af de bedste Digte jeg skriver i Udlandet...”.

- og som et PS:

    ”Jo flere Penge jeg kan indkassere, deslænger syd paa kan jeg komme, derfor haaber jeg at De af Interesse for mit poetiske & jeg & seer at trække ind til mig hvad der kan erholdes fra de der have Bøgerne i Kommision for Dem”.

Fra det øjeblik syntes forbindelsen mellem Elmquist og Andersen at være kølnet. Året efter var det slut med Andersens digte i "Læsefrugter". Hans første rejse gik til Harzen og resulterede i ”Skyggebilleder”.

En kort visit i 1845

I forbindelse med afsløringen af Bertel Thorvaldsens monument for Frederik VI på Slotsbanken ved Skanderborg Kirke i 1845 var H. C. Andersen på en kort visit i Aarhus. Han var på vej tilbage til København og overnattede sandsynligvist på Hotel Royal.

I H. C. Andersens

Almanak fremgår det summarisk, hvad han foretog sig den dag, han ankom til byen. Han fandt bl.a. tid til at besøge Elmquist:

    ”Fredag 1. August “…...kjørt Klokken 2 i Spidsen for Sangforeningen til Aarhuus. Alle fik Logi; jeg den Eneste måtte ind i et Hotel. Besøgt Elmquist. Været på Skolebakken. Stort Bal.”

Postkort til Elmquist

Selv om H. C. Andersen ikke længere leverede digte til Elmquists forlag, synes han at have opretholdt en forbindelse til ham. Da digteren den 26. maj 1850 - 20 år efter det første besøg hos Elmquist - ankom til Aarhus med smakken på gennemrejse til papirfabrikant Drewsen i Silkeborg, fik han tid til at skrive et postkort til Elmquist. Postkortet blev afsendt fra hotel Royal, blot et par hundrede meter fra Elmquists bopæl i Mejlgade. I Dagbogen har han kort indført:

    "....Fra hotel royal sendte jeg et Kort til Elmquist og kjørte Klokken 3½;.."

- og da var Elmquists Læsefrugterne for længst gået ind.

Litterær salon og kulturcenter

Redaktør Elmquists hjem fungerede i mange år som litterær salon og var absolut midtpunktet for ånds- og kulturlivet i Aarhus. Han havde i 1810 stiftet den første faste boghandel i Aarhus og oprettet et lejebibliotek. Endvidere modtog hans hjem ofte besøg af kendte folk, der kom til byen, bl.a. skuespillere fra Det Kongelige Teater, som gennem mange år om sommeren rejste rundt til de største provinsbyer. Digtere som B. S. Ingemann, Paludan-Müller og St. St. Blicher kom ofte som gæster i Elmquists hjem.

Kort printvenlig beskrivelse af turen her