H. C. Andersen og Küchler

H.C. Andersen mødtes livet igennem med mange forskellige kunstnere. Han havde tidligt mødt Rørbye og Emmerich Høegh-Guldberg, og under sit ophold i Rom i 1834 traf han mange af den danske guldalders malere. Maleren Albert Küchler fortæller om den alvorligt udseende digter, at denne også havde en anden side - både den ufrivilligt komiske og den løsslupne:

»Ja, vi havde megen Morskab af ham, da han var her. Engang red vi paa Æsler ud i Sabinerbjærgene, og paa én Gang var Andersen væk. Hans Æsel hørte hjemme i en Bondegaard derude, han kunde ikke styre det, det løb hjem og midt ind i Stuen med ham. Dèr stod det, han kunde hverken faa det frem eller tilbage, og Folkene saa jo ganske forskrækkede paa den aparte Rytter, som kom dem saa nær paa Livet og gjorde de underligste Dikkedarer til dem. Aa, der var saa mange Historier! Han vilde altid, at man skulde spøge med ham, og saa vilde han altid have fat i mig. Engang sad vi paa et Osteri, og saa blev han ved med at sparke mig paa Knæerne. »Lad nu være, lad nu være med det!« sagde jeg; men han vilde ikke. Saa tog jeg fat i Benet, lige idet han sparkede, og trak i ham og fik Støvlen af, som jeg saa smed igjennem en Døraabning ind til en Del Bønder og saadan Nogen, der sad i Rummet ved Siden af. Dèr maatte han saa humpe ind og hente Støvlen; men han blev forresten ikke vred.«

- og H. C. Andersen egen beretning

H. C. Andersen beretter selv i Dagbogen fra den 24. oktober 1833 om udflugten til Frascati, og den er noget mere afdæmpet:

…Vi leiede nu Æsler, jeg fik det bedste og saaledes reed vi ind mellem Bjergene forbi Ruiner af Ciceros Villa op til det gamle Tuskulum…”

"Pjat, pjat"

H. C. Andersen elskede at fremsige og improvisere vers ganske ugenert fra barnsben, og han elskede at optræde. Det lille, tidlige - og ganske indtagende og ironiske – næsten revyagtige digt ”Pjat, Pjat” blev trykt i Kjøbenhavns-Posten så tidligt som den 22. 9. 1830 kort efter digterens første Jyllandsrejse. Han havde da allerede været indbudt til adskillelige middage, hvor han har gjort mange nye menneskers bekendtskab – i Aarhus bl. a. Høegh-Guldberg og Elmquist:

Om tebordet sidder de damer smukt
ak, munden er aldrig på dem lukt:
Pjat! Pjat!

Den ene taler om silke og bånd,
den anden viser sin hvide hånd,
den tredje er poetisk stemt
hun sværmer, og stiger, så så det er slemt.
Pjat! Pjat!

Om ballerne snakkes der bredt og vidt,
ja politikken får også sit.
Pjat! Pjat!

Ved bordet sidder en mandsperson,
han er så rar i konversationen;
han smiler og skænker dem viddets mjød,
og damerne siger: "hvor han er sød"
Pjat! Pjat!

Nu tager man da teatret fat,
så kommer de først i den rette pjat.
Pjat! Pjat!

Til sidst skrider natten endelig frem;
man så - ja så skal der følges hjem.
Det hjælper ikke at krybe i skjul;
nu går der først som en kæp i hjul:
Pjat! Pjat!
Pjat! Pjat!

H. C. Andersen var tidligt klar over sin egen rolle og skriver om det lille digt i "Mit Livs Eventyr". Måske har han allerede så tidligt i sin karriere følt tomhed, ensomhed og rastløshed:

”Enkelte gange løftede lunet mig over det bitre i omgivelserne. Jeg så dets svagheder og også mine egne. I et sådant øjeblik fremsprang det lille digt ”Pjat, Pjat” der blev opfattet som pamflet, og jeg derfor i en mængde blade og aviser overstænket med godtfolks vers og prosa. Ja en nådig frue i hvis hus jeg kom kaldte mig til sig og spurgte strengt inkvisitorisk om jeg kom i huse, hvor dette digt kunne passe. Det kunne det ikke på hendes kreds, men at mennesker nu let, fordi jeg var gæst der, kunne falde på også, at nævne det sted som det jeg sigtede til og nu fik jeg en ordentlig straffeprædiken. I teatrets forsal trådte en aften en velklædt og mig ubekendt dame lige hen mod mig og med et udtryk af forbitrelse så hun mig ind i ansigtet og sagde ”pjat”. Jeg tog hatten af. Høflighed er også et svar.

Digtet "Aftenen" fra 1825

En Aften deilig, som i en Roman! (For Rimets Skyld, som en i Hindostan.) O Alnaturen til mit Hjerte taler, Det maa herud: "Ja, ogsaa jeg er Maler!" See, Solen synker i sit røde Blod, Og Aander suse gjennem Skovens Toppe. Her slumrer Uskyld sødt ved Bøgens Rod, See hvilke fede Bønderdrenge-Kroppe! Violer dufte fra det unge Græs, Og hisset vandre Præstens hvide Gæs.

See hist en gammel Bonde paa sit Øg, En Fugleskræmme paa en Rocinante; Nu holder han hist ved den flakte Bøg, Og tæller Penge af en gammel Vante. Endnu engang han ret beseer sin Skat, Og griber derpaa atter Tøilen fat; Ham Længsel driver mod det elskte Hjem, Hvor Hytten staaer imellem Nøddehække. Men ikkun langsomt, langsomt gaaer det frem. See, hvor han seer mod Skyens Bjergerække; Dog Phantasus ham følger i hans Nød, Og viser i det Fjerne et Fad Grød.

Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der! See, Vinduet kneiser med halvtredie Rude! Hvor gløde dog i Aftensolens Skjær De halve tre imellem gamle Klude! Og rundt om Hytten Tjørnehække staae, Broderede med Strømper og med Sokker, Og Himlen favner Alt saa klar og blaa, Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.

See, hist paa Skrænten staaer en lang Person Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther, Og med en Næse, stor som en Kanon, Og Øine bitte smaa, som grønne Ærter. Han synger noget Tydsk med et "woher?" Og stirrer derpaa ud i Vesterlide. Hvorfor mon han vel staaer saa længe der? Ja Herre Gud! Man kan ei Alting vide; Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet, En Gal, en Elsker, eller en Poet.