Et slot i ny stil
I følge Ivan Kilpatrick, der har skrevet en bog om Hack Kampmann, var der omkring 1900 brug for en ny byggestil i Danmark i stedet for de efterligninger, der blev produceret.
Datidens arkitekter tegnede deres bygninger som ubearbejdede kopier af tidligere tiders monumenter.
En unik placering
Hack Kampmanns slot er ikke noget stort slot, men en meget markant bygning, der hviler på en sokkel af solid granit. Slottet står midt i et grønt område på det højeste, naturlige sted med stejlt valmtag dækket med sorte, glaserede teglsten og pudsede, hvide facader.
Klassicisme
Det er en klassicistisk bygning med lidt tilsætning af barok, der giver slottet sin helt egen karakter. Siden slottet blev opført i 1902 - og dermed landets yngste egentlige slot - har tre regenter kunnet nyde den formidable udsigt over Århusbugten og samtidigt gjort Århus til kongelig residensby - for første gang i ca. 350 år.
Havreballegaard
Havreballegaard lå i nærheden og var kongelig ejendom indtil 1661, da den hollandske storkøbmand Gabriel Marselis overtog gården.
Hovedtrappen
Hovedtrappen er majestætisk, som det passer sig for et slot.
Prins Axel (1888-1964) fortæller, at det var denne hovedtrappe, at han og prins Frederik (den senere kong Frederik IX) i deres ungdom omkring 1917 forsøgte at få Frederiks bil op ad og videre ind i vestibulen. De nåede kun til hoveddøren!
Hoveddøren
Den flotte fyldningsdør er omgivet af sandsten. Portalen krones af et ovalt felt med et slynget dobbelt C og et A (Christian og Alexandrine) efter slottets ejere.
Dette felt over hoveddøren er ikke udført efter Kampmanns oprindelige tegninger, som kronprins Christian havde svært ved at forlige sig med. Han ønskede en mere enkel løsning uden figurer, forsiringer og dikkedarer, og hans ønske blev imødekommet.
Prinsens egne ønsker
Ved ovalens ”hjørner” ses to våbenskjolde: De danske løver til venstre og det fyrstelige mecklenburgske våben med den kronede okse til højre var et specielt ønske fra prinsen. I Kampmanns arkiv findes vidnesbyrd om prinsens ændringer til, hvordan slottet skulle se ud og indrettes. Kommunikationen skete ofte gennem adjudanten.
Vestibulen
Hovedtrappen fører op til vestibulen, der har et flot mosaikgulv. På alle vægge hænger jagttrofæer fra kong Christian den Tidendes tid. Han har nedlagt jyske kronhjorte så store, at samlingen tæller flere gevirer med 16 ender.Trappetårnene
Trappetårnene på begge sider af hovedtrappen har kobberspir, og vindfløjene bærer de kongelige initialer som på frontispicen. Trappetårnene med de lange smalle, sprossede vinduer fungerer som forbindelsesled mellem slottets etager og giver samtidigt hovedfacaden indtryk af en middelalderlig slotsgård. Højre trappetårn - kaldet Den hvide Trappe - er forbeholdt kongefamilien. Det venstre trappetårn med Den brune Trappe benyttes af slottets gæster og personale.
Vedligeholdelse i dag
Hvert år får en af slottets sider en overhaling, så man kommer hele vejen rundt hver fjerde år.