Poul Isbak: Tête-à-tête (15)
Poul Isbak er opvokset i Gjøl ved Limfjorden og uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole 1970-75. I 1970'erne arbejdede han med menneskefigurer, men gik over til nonfigurative, organiske former udført i forskellige arter sten, dog stadig med udgangspunkt i naturiagttagelser. Tête-à-tête er ca 40 cm høj, 30 cm bred og 75 cm lang. I 1980'erne blev det non-figurative udskiftet med den klassiske kunst. Inspireret af et ophold i Pompeji begyndte han at lave søjler, trapper og stole. Den klassiske skulptur er fortsat kilde til inspiration, hvilket udtrykkes i en slags stiliseret naturalisme. Ofte er det en genstand, der danner figurens grundform, forenklet og abstrakt.
Stole- og sofaskulpturer
Poul Isbak er især kendt for sine stole- og sofaskulpturer, som denne figur er et fint eksempel på. Sofaen er i grå grønlandsk marmor og rosafarvet granit fra Bretagne. Skulpturen blev skabt efter ønske fra Dronningen i anledning af regentparrets sølvbryllup. Den er en gave fra Dansk Arbejdsgiverforening og opstillet i 1992 på "Kærlighedsøen". Isbak er medlem af Kunstsammenslutningen Grønningen og er repræsenteret på flere danske museer og kunstsamlinger - bl.a. Statens Museum for Kunst, Ny Carlsbergfondet, Esbjerg Kunstmuseum og Trapholt Kunstmuseum. Læs om Poul Isbak i Weilbachs kunstnerleksikon.
Litteratur
Poul Isbak - billedhugger / kunstner: Poul Isbak ; redaktører: Poul Isbak, Peter Thomsen ; forfatter: Øystein Hjort ; fotograf: Piotr Topperzer. - 1. oplag. - [Odense] : Galleri5000, 2009. - 191 sider : ill. i farver ; 31×28 cm Gengivelser af en række af billedhuggeren Poul Isbaks (f. 1953) skulpturer giver sammen med to tekster et billede af kunstnerens værk fra akademitiden til i dag.