Sabroes bolig i Guldsmedgade
Peter Sabroe boede i nr. 4 på 1. sal i årene 1892-93, mens han havde titlen journalist ved Demokraten. I følge vejviseren havde faderen også adresse her. Sabroe blev gift i 1892 med Thyra (født Møller). Han havde mødt hende, da han skulle tale ved en 1. maj fest i Silkeborg og var gæst hos Fanny, Thyras nabo og veninde, der var gift med Sabroes ven og kollega Emil Marott.
Pølseforretning
I stuehøjde i Guldsmedgade nr.7, hvor Føtex ligger i dag (numrene 3 til 9) lå Peter Sabroes Århus Pølsefabriks hovedudsalg.Sabroe håbede, at han kunne tjene penge til sine mange bøder ved at sælge pølser i forskellige udsalg rundt i byen. Hovedudsalget lå i Guldsmedgade i det dengang nye kompleks, der blev schalburgteret under besættelsen i februar 1945.
Aarhus Pølsefabrik
Sabroes pølsefabrik startede 5.august 1906 i lokaler på Slagtehuset, hvor han havde allieret sig med en tysk pølsemester.
Som forretningsfører valgte han Vilhelm Ohlsson, der var trafikassistent og redaktør af Jysk Morgenblad. Hverken Peter Sabroe eller Ohlsson var de fødte forretningsmænd, og fabrikken blev afhændet med et underskud på 60.000 kroner i marts 1910 til en slagtermester.
Satire og karikaturtegninger
Bendix Olsen, der var redaktør af avisen Århus-Spejlet, gjorde tykt nar ad Sabroe og hans pølseeventyr i en revyvise og skrev:
-
Snart dages det brødre, det lysner i vest,
se her slagter Sabroe en pølsehest...
Peter Sabroes eventyr med pølserne var også et oplagt mål for karikaturtegnere.
Læg mærke til hatten, som Peter Sabroe bærer. Der står kontrol, men hvad står der, når det læses baglæns? Læs mere om Peter Sabroe som handelsmand.