Sagen om Flakkebjerg Drengehjem

Sabroe mødte ikke et barn uden at spørge, om det fik prygl i skolen. Han havde tidligt en fornemmelse af, at et eller andet var galt på Drengehjemmet Flakkebjerg, men han kunne ikke få drengene til at snakke. Sønnen Svend fortæller, at Sabroe allerede som meget ung havde sagt:

“Naar jeg engang kommer til at betyde noget i Danmark, saa skal jeg faa skabt et nyt Flakkebjerg”

Sagen ruller

En dag læste Sabroe i avisen om den 17-årige Niels, der sad i Vridsløse for brandstiftelse, og så begyndte sagen at rulle. Niels var blevet opdraget på fattiggården sammen med ludere, vagabonder og forbrydere. Hverken præster, læger eller værgeråd havde grebet ind.

Billig arbejdskraft

Sabroes artikler fik flere drenge fra Flakkebjerg til at melde sig, og nu rullede sagen helt op i Folketinget i januar 1907. I Folketinget kunne Sabroe bevise, at det var bønder, der i forvejen havde svært ved at skaffe arbejdskraft, der fik drengene som arbejdere. Drengene, der blot var 13 år gamle, arbejdede fra klokken 3.30 om morgenen til 21.00 om aftenen.

Politisk opbakning

Sabroe fik opbakning i sagen af partifællen, Laust Rasmussen, der senere blev forsvarsminister. Sabroe var dog ikke enig i den generelle udlægning af, at forstander Mortensens motiv til den dårlige behandling af børnene var ondskab. Han mente, at Mortensen, der selv havde været anbragt på hjemmet, var delvis uskyldig. Mortensen var syg, skulle fratages sin lederstilling og under behandling for sine affekthandlinger. Ansvaret for de mange overgreb burde i stedet tillægges den bestyrelse, der ikke havde grebet ind. Hjemmets formand var justitiarius Ingerslev:

“Vel får drengene prygl, men hvordan skulle man dog ellers opdrage dem. Vel kommer der blod, når drengene får prygl, men det er dog ikke, som når man stikker en gris”

Sagen endte med, at forstander Mortensen blev afskediget, og et nyt system holdt sit indtog på institutionen.

Ole Olsen

En af tilhørerne i Folketinget var direktøren for Nordisk Film, Ole Olsen, der selv havde tilbragt en del af sin barndom og ungdom på Flakkebjerg, da han som fattiggårdsdreng var blevet beskyldt for at have stjålet en daler og havde fået en frygtelig omgang prygl. Ole Olsen kunne ved et møde med Sabroe fortælle, at Sabroe langt fra overdrev forholdene på Flakkebjerg og opfordrede ham til at fortsætte kampen.

Bøgildgaard og forstander Mollerup

Flakkebjerg var ikke den eneste ”affære” om mishandlinger på drengehjemmene i Danmark. Efter Flakkebjerg kom turen til Bøgildgaard. Her herskede et stærkt missionerende forstanderpar. Forstanderen Mollerup havde mishandlet en dreng, Hans, der var i hans varetægt, så denne i fortvivlelse havde stjålet penge til en togbillet for at komme væk.

Galgenhumor

Det lykkedes at få fjernet forstander Mollerup, men forinden havde Sabroe dog overtrådt injurielovgivningen så mange gange, at han samlet blev idømt 14 dages fængsel og en bøde på 200 kroner. Sabroe kunne galgenhumoristisk kommentere forløbet således:

"Han fik et nyt præsteembede, drengen fik 8 måneder i fængsel og jeg fik 14 dages fængsel for at have fremdraget sagen"

Derefter tilføjede han:

"Således fik alle parter, hvad de fortjente."

Sagen omtales af Hans Tabor i Nærbilleder og Holger Eriksen i Børneven og stridsmand. Desuden indgår den i en af Sabroes taler i Folketinget.

Knuth Beckers Verden venter

I romanen fortæller Becker om den tortur, børnene måtte lide på Bøgildgård, og hvordan det lykkedes forstanderen at snyde Sabroe med paradeforestillinger, når han kom på besøg. I romanen hedder hjemmet Sjællandsglæde, og Sabroe er skildret som journalisten med det symbolske efternavn: Sand.

Mærkesager

De følgende år tages sager op fra Holsteinsminde, Landerupgård, Gelsted, Vodroffvej og Godhavn. Sagerne ligner alle hinanden. Det var børn, der var blevet mishandlet med rotting, lænket og kastet i arrest for små forseelser.

Ingen fløjlshandsker

Hvert enkelt af disse ”affærer” førte til nye kampe for Sabroe. Han indrømmede, at han slog hårdt og undertiden over målet, men forsvarede sig med, at hvis han blot tog på sagerne med fløjlshandsker, så var der ikke en hund, der gøede. Nej, man måtte råbe gevalt - og det havde han nok ret i.

Pigehjemmet Jægerspris

Sabroe tog også fat på pigehjemmet i Jægerspris. I pigehjemmets fundats stod, at pigerne - uanset deres evner eller lyster - skulle uddannes til tjenestepiger. De fik også deres hår klippet af, til de var 14 år. Først i 1943 blev denne fundats ophævet. En urimelighed, der er indlysende for os i dag.

Uenige partifæller

Sabroe var også i ovennævnte sag om pigehjemmet langt forud for sin tid. Mange af partifællerne var imod ham, og han blev frataget ordførerskabet i Folketinget i denne sag.

Kongelig medalje

Sabroe opnåede at få overrakt en medalje af Christian den Niende - men for sit arbejde inden for Dyrenes beskyttelse !

“For mit arbejde i børnesagen får jeg kun bøder og straf”

- kunne han tilføje.

Opgør i Socialdemokratiet

Sabroe opsagde sin stilling ved Social-Demokraten, da han ikke kunne komme til orde her og begyndte at skrive i Politiken. Han var også blevet beskyldt for at lække fortroligt materiale, hvad dog ikke var sandt, men han blev alligevel ekskluderet af partiet:

...”at såfremt Sabroe ikke vil bøje sig for gruppens vedtægter og partiets program eller endnu engang giver kapitalistpressen meddelelser om gruppens forhandlinger, vil han blive betragtet som udtrådt af den socialdemokratiske rigsdagsgruppe”

Ekstra Bladets første redaktør, Frejlif Olsen, skrev meget sarkastisk om Socialdemokraternes holdning:

“Åh Gud, at man (Sabroe) kan være så tosset at gøre sig uvenner med den halve verden for nogle snottede ungers skyld. Noget der slet ikke kommer en ved. At man dog kan være så fanatisk, når man netop sidder og har det så rart”

En knækket mand ?

Under hele denne sidste proces i Socialdemokratiet var fru Thyra meget syg. Hun måtte tage hjem til sin familie i Silkeborg for at rekreere sig på Silkeborg Bad. Nu gik rygterne i København, at hun havde forladt ham. Sabroe bad om at få disse rygter manet i jorden. Da var han tæt på at være en knækket mand.

Talekor

Peter Sabroes politiske indflydelse og popularitet i arbejderbevægelsen holdt sig længe efter hans død. En ung – og senere statsminister – H.C.Hansen benyttede i 1929 en digt- og propagandaform til at hylde ham i opførelsen af et talekor i Arbejdernes Forsamlingshus i Amaliegade. Koret bestod bl.a. af børn, der reciterede:

Han stred for de svage
de lidende smaa
de frysende Stakler
i Hytte og Vraa.
Han elskede Barnet
fra Fattigmandshjem
og bar det til Sommerens
Solvarme frem.

Han hæved’ sin Røst
for den fattiges Ret
han bragte dem Trøst
der af Kampen var træt.
Mod Urettens brovtende,
skrydende Sprog,
han kæmped med Sindet
Og Blodet i Kog.

Læs mere on den tids børneforsorg her.