Studsgade nr. 7

Peter Sabroe boede på 1. sal som journalist ved Demokraten i årene 1895-98.

I det tidlige forår 1893 købte de århusianske arbejdere i form af Arbejdernes Byggeselskab denne ejendom for 45.000 kroner og navngav den “Stokken”. Bygningen blev indviet 6. maj 1893, og arbejderne fik dermed fod under eget bord.

Indvielsen

Indvielsestalen blev holdt af Demokratens redaktør og folketingsmand Harald Jensen. Han talte ved denne lejlighed om

"de kolde hjerners og de hårde hjerters tid"

Andre talere var Peter Sabroe og en anden socialdemokrat, politiker og journalist ved Demokraten, Emil Marott.

Trange pladsforhold

Pladsforholdene var dog ikke optimale for den voksende arbejderbevægelse, og man flyttede derfor en overgang møderne tilbage til forsamlingslokalet "Enigheden" i Kannikegade, hvor arbejderbevægelsen tidligere hørte til. De store, offentlige møder blev dog afholdt i Den folkelige Forsamlingsbygning i Østergade og i Vennelystparken.

"Stokken" blev solgt efter blot 4 år, men arbejderbevægelsen boede i nogle år til leje. I stedet købte arbejderbevægelsen grunden i Christiansgade, hvor frimurerlogen holder til i dag. Denne grund blev senere mageskiftet med logens bygning i Amaliegade, og her opstod arbejderbevægelsens Folkets Hus.

Mens Peter Sabroe boede i Studsgade, blev han i 1897 valgt ind i Domsogns Fattigkasse.

Sabroe var begyndt at være til stede overalt.

”Samaritanen”

Peter Sabroe var sammen med andre borgere i byen medstifter af den århusianske afdeling af Samaritanen – en velgørende institution, der gennem mange år bl.a. uddelte mad til fattige borgere. I december 1897 kunne man læse i Aarhuus Stiftstidende, at handlende kunne aflevere gaver i form af mad, tøj og brændsel i Studsgade hos Peter Sabroe og at

”til Jul 1897 havde Samaritanen uddelt 3.000 Pund Flæsk og Kolonialvarer for 800 Kroner. Journalist Peter Sabroe modtog Bidrag i Juledagene mellem Kl. 9 og 6 Eftermiddag”

Virkede om vinteren

Samaritanen virkede i de hårde vintre helt op til 1930. Organisationen gav mad til alle, der havde behov for det. Måltidet bestod af varm skummetmælk og brød påsmurt margarine, og gæsterne fik alt, hvad de kunne spise.

Pengene kom fra en juleindsamlingkomité og fra mange private ud fra princippet om de mange bække små.

”Stokken”

Arbejdernes Forsamlingshus, ”Stokken”, rummede en sal, der i følge aviserne kunne rumme 700 mennesker. Desuden var her kontrol af arbejdsløse, foredrag og baller. I haven, som kan ses på billedet fra 1906, kunne der være fyrværkeri, cirkusforestillinger og Skt. Hans fester.

Under storlock-outen i 1899 blev der her arrangeret underholdning for de arbejdsløse og strejkende.

Et fristed

Bygningen blev et fast fristed for arbejderne efter fyraften.Her var to avishylder til de læselystne og en “Lykkemand” - hvad man i dag kalder en enarmet tyveknægt. Her var også en roulette. Hvis man var friluftsmenneske, stod der en salonriffel til rådighed til skiveskydning og en kraftprøve i haven.

Forhusets kamre og lejligheder var lejet ud og indbragte dermed en indtægt.

Læs mere

Litteratur

Harry Søiberg skildrer Stokken, Studsgade og Peter Sabroe i romanen, En børneflok vokser op:

“Arbejdernes Forsamlingssal lå i en af de krogede gader i den gamle del af byen, inde i bagbygningen i en gård. I porten stod småklynger af arbejdere og drev, da Hannibal og William kom gående ved hinandens side på fortovet, af hvilket der fra begge sider vedblev at komme folk, der skulle til møde.”

Hannibal (Harry Søiberg) og broderen går over gården og op ad trappen til mødesalen:

“Gårdrummet, de var gået over, var fyldt af vogne og kasser og lå næsten skjult af mørket. Kun foran døren til trappen brændte en lygte, hvis slørede lys faldt hen over de mørke skikkelser, der bevægede sig forbi, og blev liggende på dem en kort tid, mens de forsvandt op ad trappen. På lange rækker af bænke sad folk tætpakket, kun hist og her var der endnu plads.”

Der er en god beskrivelse af stemningen. En taler – der godt kunne være Peter Sabroe - dukker op:

“Han så en mand dukke frem på talerstolen og hørte ham råbe ud over forsamlingen, ledsagende sine ord med slag af sin knyttede næve. Talerens ansigt var omgivet af forpjusket hår som en, der løber af sted i blæst. Fra forsamlingen steg et bragende brøl af bifald gang efter gang, han hørte også William råbe med”