Peter Sabroe som visionær
Sabroe var med sine ideer og lovforslag langt forud for sin tid. I dag ville man kalde ham visionær.
Mange af de ideer, han ønskede at indføre eller ændre i lovgivningen, er i dag selvfølgeligheder.
- Han kæmpede for prygleriets afskaffelse i skolen
- Forældres revselsesret skulle forbydes
- Husbondens ret til at tugte drenge (18 år) og piger (16 år) skulle forbydes
- Kunstnere (teater, sang) skulle optræde for skolebørn
- Han krævede leg og sport indført på børnehjemmene
- Han arbejdede for rimelige forhold for enker
- Han ønskede forbedring af fangers forhold i form af underholdning og sport
- Sindslidende skulle behandles humant og ikke prygles
- Han kæmpede mod børnearbejde
- Dyrenes forhold skulle forbedres
- Uddannelse efter lyst og evner
- Sendte århusbørn på ferieophold
- Fortaler for skolebespisning
- Hjælp til forældreløse børns uddannelse
- Foreslog offentlige arbejdsanvisningskontorer
Derimod bekæmpede han homoseksualitet i skrift og tale.
Uregerlig socialdemokrat
Sabroe var ikke altid i overensstemmelse med den officielle socialdemokratiske linie. Kløften mellem ham og de ofte konservative socialdemokrater var dybere, end man dengang troede. Han var ved at blive ekskluderet af partikongressen i 1913, men folk valgte ham ind med et stigende antal stemmer.
Appeller
Peter Sabroe brugte - uden at blues - alle virkemidler i sin kamp for samfundets svageste:
- Appel til kongehuset
- Demonstrationer fra Folketingets talerstol
- Hudflettende taler på massemøder
- Sentimentale skriverier i sine egne blade
- Små, ”beskidte” tricks
- Filibustering
Han brugte aldrig bevidst løgn, men kunne godt overtræde etiske normer.
Dobbeltdækning
Som det fremgår af denne lille notits i ”Sabroes Blad”, var Peter Sabroe også fremsynet i sine markedsføringskampagner. Ved at abonnere på bladet ville man samtidigt få en billig forsikring.