Skovkirkegårde (1 og 10)
Vestre Kirkegård har to skovkirkegårde. Den ene (1) ligger umiddelbart til venstre for hovedindgangen ud mod Vestre Ringgade, og den anden (10) ligger syd for Store Kapel i bunden af kirkegården. De er meget populære.
Vestre Kirkegård var ude med det første tilbud om begravelse i disse utraditionelle omgivelser allerede i 1970. Afdelingen består af enkle grave i græsset under træerne. I 1986 kom den anden skovkirkegård på området bag Store Kapel. På skovkirkegårdene ligger over 1000 begravet i træernes skygge - enkelte i kister, men langt de fleste i urner.
Skovkirkegårde uden for kirkegårdene
I 2008 vedtog Folketinget en ny lov, der giver kommunerne mulighed for at oprette ikke-religiøse begravelsespladser i naturen. En opinionsundersøgelse fra 2008 viste, at hver syvende dansker ønskede at blive begravet i en skov i stedet for på en traditionel kirkegård.
I kommunalt regi
Kommunerne fik med denne lov mulighed for at samarbejde med private foreninger, men kommunerne skal selv stå for driften af begravelsespladserne og sørge for, at tingene foregår anstændigt og etisk ansvarligt.
Private skal ikke kunne bestemme, hvor der skal være en begravelsesplads. Man skal vide med sikkerhed, hvor sådanne gravpladser ligger, så folk ikke uforvarende løber hen over eller slår sig ned med den medbragte frokost på en gravplads.
Verdslige begravelsespladser
En kommune kan oprette begravelsespladser uden for folkekirkens regi. Her kan både folkekirkens præster og præster fra andre trossamfund foretage begravelser.Skal der udover urnenesættelser også foretages kistebegravelser, skal kommunen opføre et kapel på pladsen.
Se lovbekendtgørelse af 16.6.2010 om begravelser.
Pt. arbejdes der for at oprette skovkirkegårde i Sæbygård Skov i Frederikshavns kommune og i Rosvold Skov i Hedensted Kommune.
I dag er der mulighed for at blive begravet i en skov i Tyskland, Holland, Schweiz, Frankrig og England.