Indledning
Behovet for gravsteder i Aarhus var langt fra dækket med Nordre Kirkegård, der blev indviet i 1876. Byen fortsatte med at vokse med et deraf følgende behov for et stigende antal begravelsespladser.
Byens politikere og gejstlige måtte erkende, at Nordre Kirkegårds udvidelse i 1912 blot havde været en lappeløsning.
Da politikerne også havde droppet planerne om en ny kirkegård på de nyerhvervede områder fra Marselisborgs jorde i 1896 et stykke syd for nuværende Harald Jensens Plads, måtte de se sig om efter et andet område.
Vestre Kirkegård
I 1920 vedtog byrådet i sjælden samdrægtighed at anlægge Vestre Kirkegård på det nuværende areal. Her var der også gode muligheder for udvidelser mod syd ved kolonihaveforeningen 'Oldjorden', hvilket også skete i 1970 og 1974. Med en ny lov fra 2001 om kolonihaver er det dog ikke længere muligt at inddrage arealer herfra og næppe heller nødvendigt.
Kommunen ville selv
Man var knap så enige om, hvem der skulle udføre byggeplanerne: kommunen eller det private erhvervsliv; men med en stærk og streng, socialdemokratisk borgmester, Jacob Jensen, i spidsen blev det, som han ønskede det: Kommunen kunne og ville selv.
Indvielsen 1927
Vestre Kirkegård er tegnet og anlagt af stadsgartner L. Sandberg og kirkegårdsinspektør Rud. Rasmussen i fællesskab og indviet i 1927.
Der var oprindeligt udlagt knap 80 tønder land, der skulle give plads til 45.000 begravelser, men foreløbigt var det dog kun tanken at bruge halvdelen af arealet til formælet.
Monumentale gravmonumenter
Da Vestre Kirkegård blev taget i brug i 1927, var brugen af store gravmonumenter ved at gå af mode. I modsætning hertil kan man på den ældre Nordre Kirkegård se, at mange grave har meget store og imponerende gravminder.
Vestre Kirkegård adskiller sig fra byens øvrige kirkegårde ved at være den eneste, som har alle former for begravelser. Endvidere er der i dag også en afdeling for andre trosretninger.
Stram og symmetrisk plan
Vestre Kirkegård blev anlagt efter en stram og symmetrisk plan, hvor all'er, veje og stier opdeler kirkegården i præcise afsnit. Ved anlæggelsen indeholdt de fleste afdelinger hækafgrænsede, traditionelle gravsteder, der lå ryg mod ryg med grusstier imellem. I dag danner de oprindelige veje, stier og overordnede beplantninger stadig kirkegårdens struktur og opdeling. Som fælge af ændrede begravelsesskikke i form af urnegrave, urnefællesgrave og skovkirkegårde er der efterhånden blevet etableret forskellige nye afsnit.
2. Verdenskrig
Ganske vist var det et stort kirkegårdsanlæg, man havde indviet, men arealet måtte udvides allerede i de fælgende år. Under 2. Verdenskrig blev der yderligere inddraget arealer til indretning af tyske flygtningegrave og soldatergrave i krigens sidste måneder. Endvidere blev der senere indviet forskellige mindesmærker for krigens ofre. Mindesmærkerne med tilknytning til 2. Verdenskrig har numrene 3, 4, 5, 6, 16, 17 og 18 på turkortet. Mindesmærke for Aarhusianske mod-standsfolk, der døde i kz-lejren Versen.
Læs mere
Åbne arealer
Hovedindgangen havde engang en smuk elme-alle, men den er blevet erstattet af lindetræer på grund af elmesygen. I dag virker den med de åbne arealer som en park eller have.
Langt ude
Da Vestre Kirkegård var nyanlagt, var der mange familier, der ikke ville have et afdødt familiemedlem begravet helt herude. Ringgaderne var knap nok tegnet ind på kortet, og Viborg Landevej lå øde hen.
Den samme modvilje havde folk haft, da Nordre Kirkegård blev taget i brug i 1876. Dengang lå Nordre Kirkegård også "langt" uden for byen.
Anne Linnet
Der findes ikke mange skildringer af de Aarhusianske kirkegårde, men sangerinden Anne Linnet har en lille beskrivelse i erindringsbogen: Hvor kommer drømmene fra? Hun er vokset op ved det gamle Aarhus Amts Sygehus, hvor faderen var overlæge, og gik ofte ture på Vestre Kirkegård på den anden side af Ringgaden.
-
"Det er sjovt at kigge på stenene på kirkegården, her er så mange flotte navne, og af de tidspunkter folk er født og
døde på kan man pludselig stå med nogle spørgsmæl, som man synes er vigtige at fø svar på, selv om det er folk
man aldrig har kendt. Det er jo også her man helt klart kan se den tid de forskellige fik tildelt til at være her. Der
mærkes så afsluttet, og er det jo også, begyndelsen og afslutningen, og pludselig står man et sted og tænker,
jamen hende her, hvorfor var hun her så kort tid, eller ham der, hvorfor døde han tre måneder efter hende,
der ligger lige ved siden af. Man kan løse en del om folks liv ved de små ord, der nogle gange står på stenen sammen
med navnet, men for det meste er der kun navnet og tiden der er nævnt. Er der virkelig ikke en anden hukommelse
for hvem der har været her og hvornår end kirkegårde? Er det mon lige så enkelt som i sangen, den helt skønne linie:
"nu hvile deres bene, bag højens bautasten, bag højens bautasten".