Personlig grav eller fællesgrav
At vælge den rigtige type gravsted er vigtigt. Valget har betydning mange år frem i tiden.
Den personlige grav kan være et traditionelt gravsted med hæk omkring eller et urnegravsted udlagt i et græsareal med mulighed for at sætte en sten over den afdøde, og der kan reserveres plads til en efterlevende ægtefælle eller børn. Et personligt gravsted kan forlænges ud over fredningsperioden, der for kister er 20 år, mens den er 10 år for urner.
”De Ukendtes” - en anonym urtehave (2)
Der kan også vælges en anonym fællesgrav. Allerede i 1944 blev der anlagt en urnehave med plads til 180 urner.
Urnefællesgrave, der populært kaldes ”De ukendtes”, har i mange år været den foretrukne form for begravelser, og det afspejler sig i dag omkring Erik Heides markante granitkors (8), hvor den nye, store urnefællesgrav præges af græsklædte flader og træer. Mange har valgt fællesurnegraven som begravelsesform, fordi de ikke behøver at tage stilling til, om gravstedet skal fornyes eller ej.
Kremeringer
Udviklingen fra kistebegravelser til urnebegravelser i Århus skete hurtigt. Som det ses på grafen (til højre), har kremering siden 1925 været i konstant vækst.
60 % begraves i dag i fælles urnegrave, men mange ønsker en personlige urnegrav, som kan ske på skovkirkegårdene (1 og 10), i ”Nattergalelunden” (7) eller i "Rosenhaven" (14).
Siden 2000 har urnebegravelser udgjort 94% af alle begravelser i byen. (Kilde: Århus Kommune. Natur og Miljø. 2008.)
Urnefællesgraven vælges fra
Kirkegårdsforvaltningen er opmærksom på, at folks ønsker og behov for gravsteder hele tiden ændrer sig. Interessen for urnefællesgraven på Vestre Kirkegård toppede i 1990 med ca. 1000 urnenedsættelser i fællesgraven. I 2005 blev der nedsat under det halve (490).
Flytning af urner
Kirkegårdsforvaltningen oplever, at efterladte beder om, at gamle urner i ”De ukendtes” fællesgrav tages op, fordi man ønsker at flytte urnen til en ny og kendt begravelsesplads. Det er muligt at påvise det nøjagtige begravelsessted, men det kræver lidt papirarbejde for kirkegårdspersonalet, som først skal finde den rigtige ud af 14.000 urner.
Det koster omkring 300 kroner at få lagt en urne i ”De ukendtes” - og omkring det dobbelte at få den flyttet. På Vestre Kirkegård flyttes hvert år 25-30 urner. Begrundelsen er ofte, at en familie får børnebørn, og man derfor gerne vil have et sted, hvor man kan se tilbage og se sine rødder.
Denne ”fortrydelsesret” vil i fremtiden blive vanskeliggjort, da ca. 75 % af urnerne i dag er lavet af let nedbrydeligt økologisk majsstivelse.