Du er her:  Forsiden > Turforslag >  H. C. Andersen og Aarhus > Herregårde >  Frijsenborg 1865         Søg på sitet:
H.C. Andersen og Aarhus.  Frijsenborg 1865. (11)Turen på Kort    Oversigten over Turforslag 
Atter på Frijsenborg sommeren 1865
To år efter sit første besøg på Frijsenborg ankom H.C. Andersen den 12. juni 1865 igen til Aarhus en dag forsinket efter et ophold på godset Basnæs. Efter et superkort ophold i byen kører han videre til Frijsenborg.
Foto: Henrik Tilemann 1865. Andersens egen kommentar til billedet:
"Billedet viser Dame-Kredsen om mig, du vil kjende Grevinden, maaskee ogsaa Mathilde Bournonville [damen længst t.v.], der er Lærerinde for Ritmester Haffners Børn og var her da Brev-Billedet blev taget."
I Dagbogen afgives nøje beretning:
    ”Oppe Klokken 6; kjørte Klokken syv, det var bedre Veir end igaar men blæste dog, dette tog til; i Korsør tog jeg strax ombord paa Skirner, et godt stort Dampskib, men meget langsomt i Farten.”
    ”… Klokken ½11 toge vi fra Korsøer og først henimod 6 vare vi i Aarhuus. Consul Mørk var paa Landingspladsen og ledsagede mig til Vertshuset, han skaffet mig ihast en Vogn med Kalesche.”
Et heldigt træf
Skibsbroen mødte den forsinkede Andersen ”Consul Mørk”. J. M. Mørk var bl. a. journalist ved Aarhus Stiftstidende. Han har sikkert været på Skibsbroen for at se, om byen fik besøg af kendte personer, der burde omtales i avisen.
Mens Andersen har nettet sig i det nærmeste "Vertshus", har Mørk skaffet den fortravlede digter en "Vogn med Kalesche".
Udsnit af foto taget af Henrik Tilemann i 1865.
Andersens egen kommentar til billedet: "Moersomt finder jeg det hvor jeg sidder som lystig Bonde og svinger med Hatten."
Langt fra alt
H.C. Andersen tilbragte længere tid på Frijsenborg end først planlagt og fik skrevet mange breve herfra. Han befinder sig godt, men herregården ligger langt væk fra alt. Han savner breve fra sine venner, og han savner kulturoplevelser. Den 14. juni 1865 skriver han til Therese Henriques:
    "Ikke et eneste lille Brev flyver til mig."
    ”I Aarhuus er i denne Tid Mantzius, Døcker og Frøken Rømer, de give Forestillinger; .....Jeg faaer nu ikke Noget at høre heraf, ....3 ½ Miil; frem og tilbage har man altsaa syv Miil at kjøre og det er lidt for langt for en Conserts Skyld”.
Mine ”Velmenende Venner”
I sin Dagbog beklager Andersen sig over en henvendelse fra J. M. Mørk om “at læse en Aften for en Deel af Beboerne” i Aarhus, når han kommer forbi på vej tilbage til Sjælland. Mørk har nok ønsket lidt ”returkommission” for tjenesten, han ydede Andersen ved dennes ankomst ugen før.
Beklagelsen lyder således i et brev til Henriette Collin fra den 20. juni, hvor han får afløb for alt det, der rumsterer inde i ham:
    ”Fra Aarhuus fik jeg forleden en Skrivelse med Bøn om at jeg paa min Gjennemreise der vilde læse en Aften for en Deel af Beboerne, men det har jeg rigtig nok, paa den blødeste Maade, afslaaet, sagt hvor betaget jeg altid var ved at træde op og læse for en stor Forsamling, at jeg ved at opfylde det Ønske, kunde faae et lignende fra andre Byer og endelig bedet om at mine »Velmenende Venner«, vilde i Sommer unde mig Ro.”
”Anderseniana”
Samme brev indeholder også en stolthed over, at han nu er blevet ”samleobjekt”:
    ”…. Deres Mand, han samler jo »paa Andersen«, sender jeg to Photographier fra Frijsenborg, paa det ene sidder jeg paa Gaardens lille Trappe, paa det andet staaer jeg i Familiekreds i Haven.”
Begge billeder er fotograferet af Henrik Tilemann i 1865.
Tilbage til Aarhus
Søndag den 16. juli stod digteren igen på havnefronten i Aarhus efter sit ophold på Frijsenborg:
Udsnit af foto taget af Henrik Tilemann 15. juli 1865, dagen før afrejsen.
    ”Vaagnede Klokken 4, oppe Klokken 6. Gav 8 Rdlr i Drikkepenge. Fik en grevelig Vogn med grevelig Kudsk…”
skriver han i Dagbogen.
Han sejlede til Korsør og den følgende dag rejste han videre til næste stop, herregården Glorup ved Nyborg.
Læs mere
Andersen og velgørenhedsarbejde
H. C. Andersen deltog gerne i velgørenhedsarbejde. I et brev fra den 14. juli til Jonna Stampe omtaler han stolt de mange fotografier, der blev taget af ham på Frijsenborg til fordel for et velgørenhedsarbejde i Nørresundby:
    ”.. Søndag stor Bazar paa Hinnerup Stationen, til Indtægt for de Brandlidte; her er taget over 50 Photographie-Portrætter af mig, jeg har paa hvert af disse skrevet eet eller andet lille Vers af mine Digte og de skulle nu hver sælges for 4 Mark Stykket for at forøge Indtægten…”
Den 17. juni 1865 nedbrændte over 100 bygninger i Nørresundby, og over 108 familier blev hjemløse. HCA var altid bekymret for de svage i samfundet og for
de mennesker, der led efter at have mistet deres kære i krig, i ulykker eller ved brand.
Herover er et eksempel på et af de 50 portrætkort, som blev solgt på basaren på Hinnerup Station for 4 Mark stykket.
På bagsiden af portrættet står verset:
I Norden jeg skar i en Græstørv
Mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
Alle Minderne døe.
Kort, printvenlig udgave af turen her.
© 
Johannes Magnus Mørk (1827-1889)
Johannes Magnus Mørk (1827-1889) var en meget aktiv mand. Han var købmand, journalist, redaktør og medlem af byens Borgerrepræsentation og i det senere Byråd.
Han blev kåret som byens mand på tinge og genvalgt flere gange hertil i årene 1861-73. Som medlem af det regerende nationalliberale parti opnåede han mange fordele for byen.
Mørk var eneejer af den fornemme bygning i Vestergade 11 lige over for Vor Frue Kirke fra 1857 til sin død i 1889. Bygningen er kendt som Otto Mønsteds Gård, der i dag ejes af Sparekassen Kronjylland .
Han var i mange år journalistisk medarbejder ved Aarhuus Stiftstidende, hvor han efter sin folketingskarriere blev ansvarshavende redaktør.